Sol over Gudhjem trækker gamle ”cirkusheste” i dessertmanegen

Det er nogle af Skandinaviens mest erfarne kræfter, der stiller op i køkkenerne på havnen i Gudhjem, når dessertkonkurrencen for første gang siden 2019 er tilbage igen.

Fra Sol over Gudhjem i 2019 (Foto: Torben Ager)

 

Mens der på hovedscenen til kokkekonkurrence ”Sol over Gudhjem” bliver udgydt sved og salte tårer, har der i teltet med dessertkonkurrencen altid været grin og søde sager.

Dessertkonkurrencen, der plejer at sparke de kulinariske løjer i gang i Gudhjem, har ligget stille siden corona gjorde sit indtog, men i 2022 skal der igen lægges gastronomisk arm i det søde køkken.

Og det er ikke hvem som helst, der skal ”sugar-battle” i teltet år. Konkurrencen, der som endnu en nyhed i år er en parkonkurrence, trækker på nogle af nordens mest erfarne kokkekræfter.

Deltagerne til Sol over Gudhjem Dessert 2022 er:

Hold 1: Mikkel Maarbjerg og Daniel Kruse Hold
Hold 2: Bent Stiansen og Per Hallundbæk
Hold 3: Hans Beck Thomsen og Thomas Pasfall

Ung blandt ældre

Mikkel Maarbjerg er en af de unge blandt de gamle kokke. Han var køkkenchef på hedengangne og legendariske Kommandanten, inden han fik også fik to Michelinstjerner på Ensemble sammen med Jens Vestergaard. Daniel Kruse har været dessertkok så store steder som Søllerød Kro og Formel B. Og så er han jo både bornholmer og tidligere kombattant i dessertkonkurrencen. Det er et stærkt par.

Rutineret par

Ben Stiansen er Skandinaviens første Bocuse d’Or-guldvinder og driver Michelinrestauranten Statholdergaarden i Oslo. Sammen med tidligere køkkenchef fra Falsled Kro, Per Hallundbæk, er de også et rutineret par.

Hans Beck Thomsen var manden, der fik Henne Kirkeby kro på det kulinarisk verdenskort som køkkenchef i over 25 år. Sammen med den fynske charmetrold Thomas Pasfall, kendt fra Munkebo Kro og restauranten i eget navn, er de også garanter for et vanvittigt højt niveau.

Dygtige kokke

Det er således garvede og ekstremt dygtige kokke, som publikum i år får mulighed for at opleve på helt tæt hold i den intime atmosfære i dessertteltet, hvor tidligere Masterchefvinder, Anders Halskov-Jensen, i vanlig stil styrer slagets gang som konferencier.

I dommerpanelet sidder der ligeledes store kompetencer.

Dommerne til Sol over Gudhjem Dessert 2022 er:

Morten Heiberg
Brian Mark Hansen

Lisbeth Jacobsen
Per Thøstesen

Om årets konkurrence udtaler Anders Halskov-Jensen:

”Dessertkonkurrencen har altid været hyggelig og intim, og publikum elsker den. Jeg glæder mig til, at vores deltagere nu skal prøve at konkurrere i par, og at kravene til konkurrencen i år lige hæves endnu et nøk. Det kommer til at give god underholdning og endnu mere dynamik i teltet”

Som altid vil der også i år være uddeling af smagsprøver til publikum, så der er alt mulig grund til at stå klar på havnen i Gudhjem, når det går løs 25. juni 2022.

Seneste artikler

Fik du læst?