Der er en ganske særlig stemning i en lufthavn. Jeg tror, at det er et af de mest stressede steder, man kan befinde sig, hvad enten det er lufthavnen i Kastrup, Rønne eller Singapore.
Jeg har i mange år haft den ambition at tage ud i en lufthavn – uden selv at skulle afsted.
Bare sætte mig ned, bestille en kop kaffe – og glo på alt, hvad der sker.
Her kommer den stålsatte forretningsmand, lange, spidse sko, for lille jakke og en sort rullekuffert. Computertasken over skulderen og afsted til et vigtigt møde.
Her kommer seks eller otte besætningsmedlemmer, smilende og afslappede, de er altid i god tid. Ens uniformer, striber på jakkeærmerne, helt ens kufferter.
Det er den smarte, yngre kvinde, med en mobiltelefon klistret til øret og en farverig rullekuffert. Hun kigger ikke på nogen som helst, optaget af sig selv og i sin egen verden.
Tilsyneladende, alligevel opmærksom på beundrende blikke.
Og så er der det de unge efterskoleelever, støjende, men også forventningsfyldte, i midten en lærer med brillerne oppe i panden, spejdende op på en stor tavle. Var det gate D 12?
De nyforelskede, der, tæt omslynget, slentrer rundt, venter på flyet til Bangkok, der skal bringe dem videre til en eksotisk ø i den thailandske golf uden andre turister…
Så er der mine favoritter: Det modne ægtepar, der for 17. gang skal til Kreta eller anden populær destination sydpå.
De skal lige en runde i den taxfree, svigerinden har bestilt en parfume, og “vi plejer altid at tage en Gl. Dansk med til rummet…”
De dyrt indkøbte Prada-solbriller er allerede i panden…på konen. Manden vil fanme’ ikke gi flere tusinde kroner for et par solbriller…
Så skal der også være tid til en stor fadøl, inden de kaldes ud til gaten. En tradition.
De næste 14 dage er de uden børnebørn og arbejde. Huset lukket ned, hunden sat i pleje. De skal ned til restauranten, hvor de hurtigt bliver genkendt af personalet og budt velkommen. Det sidste kan jeg også selv godt lide.
“Hallo, good to see you again, Sangria…?”
God ferie til dem.
For nu kommer der en grim side af mig:
Det kan være lidt af en fornøjelse at se et forvirret menneske, der er for sent på den….Stresset, forjaget, løbe rundt som en hund i et spil kegler.
I lufthavnen…
“Gate closed” nærmer sig hastigt…
Tak skal du ha, håret flagrer, brillerne tabes, billetter og pas holdes i hånden, mens der småløbes i sig-zag mellem de mange andre passagerere. Væk, af banen, VÆK!!!
(Jeg har selv været i situationen adskillige gange, så jeg ved, hvad jeg taler om…)
Hjertet slår hurtigt, det er ikke sjovt at komme for sent til en flyver, nærmest en lille katastrofe.
Gaten er ved at lukke, og der er endnu 600 meter derud. C 32. Nu er det et spørgsmål om sekunder.
Jeg kan blive helt stakåndet ved tanken.
Men i dag er det ikke mig, der halser forjaget rundt.
Jeg sidder med min kaffe og nøjes med at kigge på.
“Last call to Las Palmas…”
Håber de når det…..
God weekend…
