Tuborgfondet og Folkemødet er gået sammen om at gøre det nemmere for unge at komme på Folkemødet. Nu åbner booking til en helt ny camp for mere end 1.000 unge mellem 16 og 30 år, pakkerejser med billig og nem transport til Bornholm samt muligheden for at lave egne events på Folkemødet.

“Ung Agenda” er et partnerskab mellem Tuborgfondet og Folkemødet og skal over de næste år engagere endnu flere unge i Folkemødet. Ambitionen for Ung Agenda er at sikre unges deltagelse i den demokratiske debat, og styrke dialog på tværs af generationer.
Målsætningen er at projektet bidrager til, at hver femte deltager i 2026 er mellem 16 og 30 år, så unges deltagelse bliver repræsentativ på Danmarks største demokratifestival
Helt nyt camp område
”Vi ved, at besvær med at finde transportløsninger og overnatning afholder nogle unge fra at deltage i Folkemødet. Samtidig ønsker mange unge at indgå i et fællesskab om det at tage til Folkemødet. Nu gør Ung Agenda det både nemmere og billigere for unge at blive en del af Folkemødets fællesskab allerede, når rejsen til Bornholm begynder” siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet.
Senere på ugen åbner Folkemødet 2022 for bookinger til et helt nyt campområde, Camp Ung Agenda, med plads til over 1000 unge.
Overnatning og transport
På Tuborgfondets hjemmeside kan man booke pakkerejsen, der indeholder både overnatning og transport til Folkemødet. Samtidig får unge muligheden for at få deres egne events på Folkemødets scener.
Camp Ung Agenda ligger på Naturstyrelsens pragtfulde naturområde med udsigt til Hammershus, hvor mere end 1.000 unge forventes at slå deres telt op under Folkemødet 2022. Campen ligger en smuk gåtur på 30 minutter fra hovedscenen, og der vil køre gratis shuttlebusser fra Folkemødepladsen til Camp Ung Agenda. På camp området vil der være demokratitalks, musik og muligheder for at komme i stemning til Folkemødet.
Billig pris og særfærge
Som en del af Ung Agenda kan unge komme frem og tilbage fra København til Folkemødet, samt overnatte på Camp Ung Agenda for 495 kr. Det vil også være muligt at tilkøbe bus fra Aarhus og Odense.
Der vil være en hel række busafgange fra København til Bornholm onsdag 15. juni morgen og formiddag med færger videre til Bornholm. Der er også indsat en særfærge udelukkende for unge onsdag formiddag. På særfærgen vil der være talks, events og musik. Hermed vil fællesskabet om Folkemødet starte allerede på sejlturen fra København til Folkemødet. Læs mere her.
Flere unge på Folkemødets scener
Ung Agenda vil skrue op for unges stemmer på Folkemødet og gøre plads til flere unge på Folkemødets scener

”Vi ser frem til, at flere unge indtager Folkemødet – både på vores særfærge, vores nye camp og på Folkemødets scener. Vores demokrati har brug for, at vi fremmer samtalerne på tværs af generationer, og det skal Danmarks største demokratifestival være rammen for,” siger Camilla Laudrup, direktør i Foreningen Folkemødet.



