I søndags stod Sinne Eeg på scenen i Catalina Jazz Club på Sunset Blvd. i Hollywood – på mandag synger hun i Svaneke

I søndags stod sangerinden Sinne Eeg på scenen i Catalina Jazz Club på Sunset Boulevard i Hollywood, i disse dage synger hun i henholdsvis Trondheim, Bodø og Oslo, tidligere i januar var der fem nytårskoncerter med DR Bigband – og på mandag 7. februar kl. 19.30 står hun på Svanekegaardens lille hyggelige scene.
Så det er absolut en travl og international sangerinde, som Svanekegaarden får besøg af, når kulturstedet for alvor tager hul på det spændende vinterjazz-program.
Sammen med Sinne i Svaneke er Thomas Fonnesbæk – bassist i verdensklasse. Mange vil kende ham fra hans virtuose samarbejder med blandt andre pianisterne Enrico Pieranunzi, Justin Kauflin, Lars Jansson og Thomas Clausen.
Bas og sang
I et unikt samarbejde optræder Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk i en musikalsk sammensætning bestående af kontrabas og sang, hvilket de to musikere udnytter optimalt. Det bliver sprødt og blødt, så englene synger, og der venter publikum en stor og overraskende koncertoplevelse, når duoen går på scenen.
Egentlig lyder bas og sang som en lidt anderledes sammensætning, men den skaber netop luft i musikken og giver dermed spillerum for begge musikeres store kreativitet og spontanitet.
Krævende musikalitet
Thomas Fonnesbæk formår med sin virtuositet at skabe et spændende og medrivende, rytmisk og harmonisk grundlag for Sinne Eeg’s ligeledes virtuose sang. Det er en meget krævende musikalsk sammenhæng, som Eeg og Fonnesbæk udnytter optimalt. Man vil således høre begge musikeres musikalitet komme maksimalt til udtryk.
De to musikere har spillet sammen over længere tid og udgav I 2015 albummet “Eeg-Fonnesbæk”, som de modtog en Danish Music Award for. I 2021 udgav de album nr. 2 “Staying In Touch”
Flotte priser
Sinne Eeg har modtaget bl.a. Dronning Ingrids Hæderslegat, Ben Webster Prisen, DR Jazz Prisen, Holstebro Kommunes Musikpris, 4 gange Danish Music Award samt en af Europas mest prestigefyldte jazzpriser “Palmares”, da de franske jazzkritikere valgte albummet “Face The Music” som “Årets internationale vokaludgivelse 2014”. Hun tounerer massivt i bl.a. Skandinavien, USA, Japan, Kina og Frankrig.
Thomas Fonnesbæk har arbejdet sammen ned navne som Søs Fenger, Caroline Henderson, Sinne Eeg, Mona Larsen, Hans Ulrik, Alex Riel, Karsten Bagge, Jonas Jeberg, Jacob Fischer, Kristian Jørgensen, Paulo Russo, Ulf Wakenius, Thomas Agergaard, Simon Spang-Hanssen, Jørgen Emborg, Nikolai Bentzon, DR-bigband og Tivolis Bigband. I 2021 modtog han den prestigefyldte Ben Webster Pris.











