PORTRÆT: Der er fart på Jannie Buch Thorborg. Og den nybagte hotelejer i Gudhjem må tage alle døgnets timer i brug, hvis hun skal nå det hele…

Klokken er ved at være syv i Gudhjem. Eller i Skodsborg.
Jannie Buch Thorborg er vant til at vågne op begge steder. I solskin eller mørke.
I disse dage er det i Skodsborg. Nu er det tid til at lave morgenmad til tre sultne unge på henholdsvis 13, 15 og 18 år. Jannie selv skal ikke have noget, hun spiser ikke morgenmad, men holder sig til en kop kaffe.
Skodsborg eller Gudhjem.
Arbejdsprogrammet er stort set det samme.
Og godt fyldt ud fra tidlig morgen til sen aften.
Ja, dagen slutter næsten, som den begynder: Foran den uundværlige bærbare MacBook, hvorfra der sendes og modtages mail i en lind strøm.
Gift med Martin
Jannie Buch Thorborg er gift med iværksætteren og Jubii-grundlægger Martin Buch Thorborg, der er et særdeles kendt ansigt. Ikke bare på Bornholm, men i hele Danmark og fra TV samt fra sine mange foredrag om iværksætteri rundt i landet. Og det var netop i forbindelse med et foredrag i Spanien, at Jannie for første gang traf Martin:
Det skete i Marbella i Spanien for fem år siden, og parret blev gift i august sidste år ved et lynbryllup og omgivet af stribevis af kendte og ukendte venner,
Tidligere har Jannie også haft bopæl i Tyskland og Thailand. Hun har tidligere arbejdet som it-chef i medicinalbranchen, solgt møbler til hoteller, udlejet luksuslejligheder og har således altid været vant til at have travlt.
Hun har det ikke fra fremmede. Brormand er den ligeledes fra tv kendte, Just Eat-grundlægger og Løvehule-mand, Jesper Buch.
Sidste år åbnede hun butikken tøjbutikken “FØRDER” i Gudhjem.
Og kort efter åbnede parret en lille bar ved siden af, hvor Martin sidste sommer stod og skænkede fadøl og kom på hat med halvdelen af øen.
Nybagte hotelejere
Det er ikke sikkert, der bliver tid til at skæbne øl i den kommende sæson, hvor der forventes en ny stormflod af turister til øen.
For forleden meddelte parret, at det havde overtaget Therns Hotel også beliggende i Brøddegade og Sct. Jørgens Gård på Ejnar Mikkelsens Vej, også kendt som Gudhjem Vandrerhjem. Og da de tidligere har overtaget Hotel Klippen i Grevens Dal, så er der noget at se til i disse dage, hvor den kommende sæson er under forberedelse.
For at sige det mildt.
Der er nu lagt planer for de forskellige nyerhvervelser, men Jannie og Martin skal ikke drive det hele selv: Vandrehjemmet et forpagtet ud, og det samme gælder restauranten på Therns Hotel.
Drømmen blev realiseret
Jannie glæder sig over at en drøm om at blive hotelejer nu er blevet realiseret, og hun er i fuld gang med arbejdet med nye hjemmesider, sociale medier, reservationssystemer, bookinger og alt det andet, der følger med at være hotelejer. Og endda af flere hoteller…
Det kræver en særdeles effektiv planlægning, og Jannie ordner sin kalender, sine møder og aftaler fast hver mandag morgen. Her bliver hele ugen tilrettelagt, og så er det bare med at komme i gang.
Og hun er på farten i bogstaveligste forstand, for efter at have fodret de unge af, drukket morgenkaffe og tjekket de første e-mails, så går hun i gang med at træne. Det vil sige: Er der særligt svære opgaver, der skal løses, så ordner hun dem først.
“Det er en gammel regel, jeg har: Jeg har meget mere energi og flere kræfter om morgenen, og så begynder jeg med de tunge opgaver, “møgsagerne”, hvis der er sådan nogle. Det gælder om at få dem udført fra dagens begyndelse”, siger hun.
Men så er det også tid til træning og motion, og det gør Jannie hver eneste dag. Hun lever i det hele taget meget sundt, spiser sundt og ikke for meget. I alt fald til ikke hverdag.
“I weekenden går vi en del ud eller er sammen med gode venner. Så spiser vi måske lidt anderledes og drikker da også nogle glas vin”, siger hun.
Den vigtige computer
Den omtalte bærbare computer er et meget vigtigt arbejdsredskab i Jannies hverdag, det samme er hendes mobiltelefon.
Med disse to ting indenfor rækkevidde kan hun arbejde hvorsomhelst: Enten fra hjemmet i Skodsborg, i Gudhjem – eller sommetider i hendes brors kontorfællesskab på Frederiksberg.
I disse uger er hun på Bornholm et par dage om ugen, men det varer ikke længe, før hun slår hovedkvarteret fast ned på øen.
“Jeg skal bo på Bornholm fra foråret til efteråret, vi får begge meget at se til, og jeg glæder mig meget, det bliver så spændende,” siger Jannie.
Vi er nu nået frem til et stykke hen på formiddagen, og efter træningen taget Jannie fat på arbejdet igen. Og der bliver også lige tid til en hurtig – og sund – frokost.
Dagens ret: Hurtig og nemt…
I disse dage er der flere online-møder, hun skal deltage i, ligesom der nu jævnligt er reelle, fysiske møder med personalet. Hun arbejder på denne måde frem til kl. 17, hvorefter hun begynder at tænke på aftenmåltidet.
Hendes livret er jomfruhummer, men det står der naturligvis ikke på menukortet hver dag.
“Nej, bestemt ikke,” siger hun med et karakteristisk smil.
“Dagens ret hedder: “Hurtigt, nemt og sundt!”
Er det en aften, hvor hverken hun eller Martin har aftaler, så hygger parret sig hjemme.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Men ikke med kortspil eller tv-kiggeri.
“Vi har skam åbent for fjernsynet, men vi plejer at sidde med hver vores computer og kigge på lidt arbejde sammen. Det hygger vi os med…”
Tøj, mad og vin, hoteller og personale, sociale medier og hjemmesider. Til og fra Bornholm.
Jannie har travlt.
En lille nyhed
Her til formiddag benytter hun en længere spadseretur til Vedbæk til at få ordnet et telefonisk interview, der foretages, mens hun er til fods. Om kort tid sætter hun sig til rette i frisørstolen i Vedbæk. Håret skal lige ordnes, men lur os, om ikke hun lige tjekker mobilen for de sidste nyheder, mens lokkerne bliver ordnet.
For den nybagte hotelejer i Gudhjem er ikke kendt for at spilde tiden…
PS: En lille nyhed: De dygtige pizzabagere fra Mateo, der bager og serverer pizzaer på Hotel Klippen, har fornyet aftalen, der oprindelig løb indtil 1. marts. Nu bliver de skrappe pizzabagere permanent på stedet. En god nyhed til alle, der elsker de lækre pizzaer, som kan indtages med en af Danmarks smukkeste udsigter. Lige nu åbent onsdag og torsdag fra kl. 16 til 20.30 og fredag, lørdag og søndag fra kl. 12 til 20.30.



