Truede vidner og politiet efter narkokørsel

Bornholms Politi modtog fredag kl. 22.15 anmeldelse om, at en mand kørte rundt i bil på Store Torv i Rønne. Inden patruljen nåede frem, var bilen kørt af Snellemark mod havnen, men blev kort tid senere set kørende i gågaden fra Store Torv mod Laksetorvet.

Patruljen kom til stedet og anholdt en 48-årig mand, der er frakendt retten til at føre bil.

Lørdag kl. 09.00 fik politiet anmeldelse om, at den samme mand på motorcykel havde kørt med meget høj fart i Bølshavn, og blandt andethavde  truet en familie, der forsøgte at få ham til at nedsætte hastigheden.

Kl. 11 blev han igen set køre med høj fart i Bølshavn, og en halv time senere kørte han i varebil på Torvet i Svaneke. Han blev igen anholdt, og hans bil er beslaglagt.

Han er sigtet for hele fem gange kørsel uden førerret, at have kørt bil under indflydelse af euforiserende stoffer, og for at have truet vidner til hans kørsel samt for trusler mod polititjenestemænd.

Fik du læst?