Michelle Espersen fra Hasle må være en af landets hurtigste frisører. Når hun har lagt saksen og har fyraften, sætter hun sig i sulkyen og kører trav på Bornholms Brand Park…
MENNESKER: Man kan ligefrem mærke, at der er krummer i den pige…
Måske er det derfor helt naturligt, at vi træffer den 30-årige frisør Michelle Espersen på Krummevej.
Michelle har stor erfaring med saksen og åbnede sin salon HairBy:Nicka Michelle her på Krummevej i Hasle i september sidste år.

Det går fint med salonen, men Michelle ved også, hvad hun har med at gøre: Hun har stor erfaring som frisør og har været tilknyttet nogle af landets bedste frisørkoncepter.
Hun har tidligere haft salon på øen, men solgte og kom til København og til Hot’N Tot og Nordic Hairconcept i Lyngby. Travl og spændende tid.
Men så gik det jo, som det gik: Michelle fik en kæreste og blev gravid: Og så gik turen tilbage til Bornholm – hvor hun minsandten ret hurtigt blev gravid igen. Så det er ikke bare en frisør, der sidder i sulkyen på Bornholm Brand Park: Det er også en mor til to…
Trav-familie
Michelle og kæresten Paw Skovmose og deres familie er blevet på øen. Svigermor er en af landets mest vindende, kvindelige travkuske, Betina Lund, og svigerfar er også en af øens mest fremtrædende travfolk, Michael Skovmose.
Så det er i grunden slet ikke så mærkeligt, at Michelle også er at finde blandt travkuskene på travbanen, hvor hun kører som amatør.
Det vil sige, at hun endnu ikke er kommet i sulkyen endnu efter Corona-krisen, men hun kan mærke, at det kribler for at komme i gang igen, så hun tænker på at starte i Sverige, hvis det trækker ud meget længere her i landet.

Drengepigen
Og hun er beskedenheden selv, når det kommer til resultaterne på travbanen. Hun synes ikke selv, at de tre andenpladser er noget at tale om, men vi andre synes til gengæld, det er flot.
Michelle er oprindelig fra Aakirkeby, og betegner sig selv som noget af en drengepige: Men netop fordi hun altid kastede sig ud i vilde lege, så viste hun sin mere pigeagtige side ved at interessere sig for hår og styling, når hun var hjemme. Det var derfor også naturligt for hende, at hun blev uddannet frisør på frisørskolen i København.
Hjemme på øen var hun imidlertid næsten født og vokset op på travbanen, fordi hendes onkel Gilbert Espersen drev restauranten derude. Hvilket han i øvrigt stadig gør sammen med en kompagnon.
En dame kigger nysgerrigt ind: Kan man få en tid?
Ja, det kan man. Og det hos en glad og lidt anderledes frisør, der stadig er travlt optaget af to af sine største interesser: Hår og heste…



