Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser, og det kan udløse en bøde, hvis man ikke overholder kravet om isolation efter en tur til Sverige.

Om en uge er der igen mulighed for at rejse ind i Sverige, og det vil sikkert glæde mange danskere med fritidshuse eller ødegårde i Sverige.
Den svenske regering meddelte onsdag morgen, at indrejseforbuddet fra Danmark og Norge bliver ophævet fra 31. marts. og dermed behøver man ikke længere en godkendt grund til at rejse ind i Sverige.
Man skal dog stadig kunne fremvise en negativ coronatest, som er højst 48 timer gammel for at blive lukket ind. Pendlere, der skal passe deres arbejde, kan dog nøjes med en uge gammel test.
Men inden man pakker bilen og tager turen over Øresund eller Østersøen, er der et par vigtige detaljer at huske på – først og fremmest hjemrejsen, oplyser Jyllands-Posten
Krav om isolation
De svenske lempelser af indrejse reglerne ændrer ikke noget i forhold til de gældende indrejseregler i Danmark.
Det bekræfter Københavns Politi og Udenrigsministeriets Borgerservice og for Jyllands-Posten
Danmark indførte i februar krav om, at alle indrejsende – også danske statsborgere – som udgangspunkt skal gå i 10 dages isolation efter hjemkomsten.
Overholder man ikke reglen, kan man blive straffet med en bøde på 3.500 kr. i førstegangstilfælde.
Der er mulighed for at afkorte isolationen, hvis man får taget en negativ PCR-test tidligst på fjerdedagen efter indrejsen.
Kravet om test og isolation gælder foreløbig frem til 5. april.
Der gælder dog en række undtagelser. Eksempelvis for personer, der har arbejde i udlandet, børn under 15 år og for personer, som kan dokumentere, at de tidligere har været smittet med covid-19, men nu er raske.
Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser til hele verden på grund af corona-pandemien. Dermed også rejser til hele Sverige uanset om man har en ødegård at besøge, været på shopping eller besøgt familie og venner.
Den røde rejsevejledning betyder, at også erhvervsrejser som udgangspunkt frarådes.
Rejsevejledningen gælder foreløbig til og med 5. april.
Udlændinge, som ikke har fast bopæl i eller opholdstilladelse til Danmark, skal fortsat have et anerkendelsesværdigt formål for at rejse ind i Danmark.
Danske statsborgere må dog altid rejse ind i Danmark via lande- og søgrænser uanset formål og uden at medbringe en negativ covid-19-test.
Udlændinge med fast bopæl i Danmark eller gyldig opholdstilladelse må også rejse ind i Danmark uanset formål og uden at medbringe en negativ test.
Alle, der rejser ind i Danmark, skal dog som udgangspunkt testes efter indrejse og efterfølgende isolere sig i 10 dage.



