138 får penge tilbage

Kommunen rydder op i praksis vedrørende betaling for buskørsel på kommunale botilbud – beboere får penge tilbage

Social og sundhedsudvalget i Bornholms Regionskommune har kigget sig selv efter i sømmene. (Foto: Torben Ager)

 

Bornholms Regionskommune har haft en praksis, hvor man har opkrævet penge fra beboere, hvis de benyttede buskørsel fra bostedet til for eksempel egen læge, kørsel til aktiviteter, besøg hos familien, frisør, ture ud af huset og lignende.

Fremover vil beboere ikke blive opkrævet penge for denne ydelse. Kommunen burde have ændret denne praksis allerede tilbage i sommeren 2017, hvor Ankestyrelsen i en udtalelse gjorde det klart, at kommuner ikke må opkræve penge for disse private ture.

Kigget efter i sømmene

Det er i forbindelse med overgangen til det nye Social-og Sundhedsudvalg, hvor forvaltningen er blevet bedt om at se sig selv efter i sømmene, at man har fundet ud af, at den tidligere praksis endnu ikke var blevet stoppet alle steder i kommunen.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, René Danielsson (DF) siger:

”Jeg er glad for, at vi nu får ryddet op og får styr på denne praksis, og naturligvis skal borgerne have deres penge tilbage – længere er den ikke. Jeg er også overbevist om, at der kan findes en fornuftig løsning på den fremtidige drift og kørsel med busserne.”

Beboere, der har betalt for kørsel i regi af bostedet, i perioden sommeren 2017 og frem til udgangen af 2021, vil få tilbagebetalt de penge, som de imod reglerne er blevet opkrævet i perioden.

138 får penge tilbage

I alt er der tale om 138 beboere, som tilsammen har betalt 1.693.204 kr. Hovedparten af de 138 beboere kan forvente at få tilbagebetalt mellem 15.000 kr. – 20.000 kr., dog er der både beboere, der vil få tilbagebetalt langt mindre, ligesom at nogle vil skulle have langt mere udbetalt. Det afgørende for tilbagebetalingens størrelse er, hvor mange buskørsler man har betalt til i perioden.

De 138 beboere og deres pårørende vil i løbet af kort tid blive orienteret direkte af kommunen omkring tilbagebetalingen.

Social- og Sundhedsudvalget vil på sine møder i februar og marts behandle emnet og se på mulighederne for den fremtidige finansiering af beboernes buskørsel.

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »