.jpg)
I ugebladet Alt for Damerne læste jeg en artikel om, at trendforskere mener julen bliver ekstra nostalgisk i år. Det gør den tilsyneladende fordi, vi som mennesker automatisk søger tilbage til den trygge fortid, når kriser rammer os, og fordi vi har brug for at kigge bagud for at kunne se fremad.
Denne jul vil der syltes og bages som aldrig før, og gaverne under træe, vil emme af gør-det-selv projekter. Den indsamlede naturpynt, som vi har trasket os til på utallige corona-venlige gåture i skoven, er flittigt forvandlet til dekorationer og kranse, ophængt på døre, sat i vindueskarme, eller proppet i altankasser.
Trygheden dyrkes, og den lille sorte kjole, de høje hæle og champagnecocktails med kollegaerne, er skiftet ud med hjemmestrikket cosy-wear, varm cacao og nær familie. Nye, nære traditioner vinder indpas og brætspillet findes frem, efter at juletræet er pyntet, og maden er tilberedt, sammen.
Juleidealet nærmer sig, ifølge amerikanske interiøreksperter, til tiden omkring 1950’erne, hvor erindringen om krigen stadig var nærværende, mens en helende optimisme fik lov at spire.
Ifølge webinaret Rethinking the Holidays, holdt i samarbejde med Frankfurts julemesse, er vi forbrugere klar til a walk down memory lane denne jul. Det inspirerede mig til at gå i gemmerne, og finde et særligt juleminde frem, som jeg vil dele med jer de kommende uger.
Mindet, er en julekalender-klumme, som jeg skrev for over femten år siden. Jeg skrev den til min mor, der af godt hjerte, gav mig og familien en adventsgave, som skulle vise sig, at fylde meget den december. Noget, der ikke gik usagt he, i det lille hjem ved Skibby, hvor jeg boede med min mand og vores to små børn.
Den handler om livet på et tidspunkt, hvor man for alvor har fokus på at skabe egne traditioner, samtidig med at man øver sig i at være en god hustru, en ordentlig svigerdatter og en overskudsagtig kagebagende småbørnsmor. Som stor idealist, gik jeg hjemme med børnene, der ikke var tilmeldt vuggestue eller børnehave. Til gengæld kom vi i en privat legestue, der mest af alt mindede om en hønsegård, hvor vi kvinder målte hinandens moderskab på antallet af medbragte speltboller.
Men det sjove ved at have fundet historien frem igen er, at den repræsenterer en tid fyldt af glæde og håb, hvor alting var mindre alvorligt. En ærlig, kærlig, humoristisk, sarkastisk og sårbar tid. Autentisk og aldeles uperfekt.
Selv om mange år er gået, og vores liv ikke altid arter sig helt som vi havde forestillet os, så er der sikkert nogen der, hvis de er helt ærlige, godt ved, at de signaler vi har forsøgt at overhøre gennem livet, altid finder en vej frem til os alligevel, uanset om vi synes timingen er rigtig eller ej. For mig, er et af de overhørte signaler mit skriveri, der har ligget stille fra jeg skrev julekalenderen, til jeg dukkede op her på sitet i år.
Et liv som klummeskrivende tv-vært, med fire børn hos to forskellige fædre, på en anden ø, var ikke lige dét, jeg havde set komme, dengang jeg skrev historien, men nogle gange, kræver det en omvej at finde hjem.
.gif)
