
Sådan er titlen på et foredrag af journalist Charlotte Rørth, som hun skal holde i Allehelgens kirke på Amager torsdag 25. sept. Kl.17.
I præsentationen af foredraget står, at hver anden person har religiøse oplevelser. Jeg kan anbefale Charlotte Rørth som taler – ikke mindst med dette specielle emne på programmet.
Hun har skrevet bøger, som netop omhandler det møde, hun havde med Jesus. Bogen ”Jeg mødte Jesus” er nu solgt i over 100.000 eksemplarer i seks lande.
Jeg har gået og tænkt over foredragets titel.
Det kan næsten være ret så provokerende, når nogen taler om at møde Jesus i 2025. Var der ikke noget med, at han levede for et par tusinde år siden, ja, mere? Der er da ingen, som lige vil møde ham på gaden her, hvor vi bor?
Møde Jesus – ja, det gjorde de 12 disciple og mange andre på Jesu tid.
Det er da til at forstå, men siden er 2,3 milliarder kristne kommet til, og de allerfleste vil også kunne sige, at de har mødt Jesus. Det udtryk kan nemlig forstås på mange forskellige måder.
Skriver man ”At møde Jesus” på Google, så udtrykker AI (Kunstig intelligens), at man i en bøn kan bede om ”at møde Jesus i sin egen livssituation, og at han må give mod til at møde livets udfordringer”.
Mange kristne vil give udtryk for, at de mødte Jesus – dvs. oplevede på et tidspunkt, at han stadig er en levende virkelighed, og at det betød, at deres liv fik en ny mening. Mødet med ham var en livsforvandlende erfaring, som skabte en ny retning og et nyt mål.
Nogen vil kalde det en brat omvendelse at møde Jesus. Andre vokser lige så stille og roligt ind i en ægte og sand relation med den korsfæstede og opstandne frelser og Herre Jesus Kristus.
Det er ikke alle, som oplever, hvad Charlotte Rørth har oplevet. I et syn så hun Jesus, og det uden hun på nogen måde havde søgt efter ham. Hun var ”bare” turist og sad i en lille kirke i Spanien, og pludselig stod Jesus foran hende. Den oplevelse har forandret hendes liv totalt.
Da Charlotte Rørth fik sin bog ”Jeg mødte Jesus” udgivet modtog hun dog tæt på tusind beskeder fra mennesker, som havde oplevet lignende ting.
Mødet med Jesus kan helt sikkert ske gennem læsning i Bibelen – ikke mindst læsning i Det Nye Testamente, hvor man helst skal begynde sin bibellæsning, hvis man vil gå i gang med den bog, som har været livsforvandlende for utrolig mange mennesker.
En tidligere rocker ved navn Martin Bentsen er nu præst i Herning. I 13 år var han i fængsel, og i isolationsfængslet begyndte han at læse i Bibelen, og han fik der et møde med Jesus.
En ung mand, jeg kendte rigtig godt, var i en kæmpe krise. Næste dag var planen, at han ville træde ind i en Satankult. Sen aften gik han ned for at købe cigaretter. Han kiggede i en affaldsspand efter tomme flasker, og der lå et Nyt Testamente, som vi her på Amager husomdelte på det tidspunkt. En eller anden havde bare smidt det der.
Den unge mand tog det med sig hjem. Læste i det. Opsøgte en præst, og han bad der sammen med hende Jesus om at komme ind i sit liv. Ingen tvivl om, at han mødte Jesus, eller måske endnu bedre udtrykt, at Jesus mødte ham.
Mødet med Jesus kan ske under meditation eller bøn, og det kan ske gennem mødet med de undere, som pludselig sker for en, eller som sker for andre.
Jesus viser sig ikke i syner og visioner for alle, og vi skal vare os for hele tiden at tænke: ”Hvorfor sker det ikke for mig?”
Hvis vi begynder at spejde efter de undere, Gud gør, så er der flere, end vi normalt tænker på. Hvis de ikke sker, så får vi ikke altid svar på hvorfor, men gennem lidelser og kriser sker der måske noget godt i os, som vi ellers ikke ville have oplevet.
I mit eget liv har jeg både oplevet, at Gud har helbredt mig, og jeg har også oplevet det modsatte. Igennem det sidste må jeg bare lægge mit liv i Guds gode og kærlige hænder. Som et barn ber sine forældre om noget, sådan må jeg blive ved at bede og blive bedt for. Jeg ved, Gud elsker mig.
Foredragets titel siger ”men hvad kommer det andre ved?”
Vi havde ikke været kristne i Danmark i dag, hvis ikke der var nogen, som havde fortalt os om Jesus.
Der står i Bibelen: ”Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” og senere:
”Troen kommer altså af det, som høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Romerbrevet kap. 10 vers 14 og vers 17.
Jeg er fuldt ud klar over, at vi kan møde Gud i Jesus gennem drømme; gennem tid i stilhed/ meditation/ bøn; gennem ture i den vidunderlige natur, som vi har i vores land; gennem kunst og kultur, men at sige, ”at der er mere mellem Himmel og jord” er kun et svagt udsagn, som ikke fuldt ud kan stille ens længsel efter en dybere fred, end jeg ellers kan finde her i livet.
Derfor er det at fordybe sig i Bibelen noget af det vigtigste, vi kan gøre, og som ordet fra Bibelen sagde: ”Troen kommer af det, som høres!” Det er grunden til, vi går til gudstjeneste eller søger grupper, der læser sammen i Bibelen.
Gør vi det, så bliver der grobund for et møde med Jesus, som kan holde i glæde som i sorg. I gode tider såvel som i onde tider vil Jesus være der for os med sit nærvær og sin kærlighed.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst

 (1).gif)



















