Duften af solbær og stjerneanis fylder rummet, når man varmer sig et glas af Løgismoses alkoholfrie Vintertid. Den drikkeklare saft indeholder endvidere modne italienske druer, friskpresset ingefærsaft og krydderier, der giver varmen i en kold tid.

Ligesom juletidens gløg kan drikken Vintertid opvarmes og tilsættes tørrede frugter og nødder. Den smager skønt efter en god gåtur i frostvejr, og er lækker med et stykke glutenfri appelsinkage til. Jeg fandt Jamie Olivers opskrift på orange polenta cake frem – og efter blot en time, kunne både lun kage og lun saft nydes med velbehag.
Om der findes sund kage ved jeg ikke, men den smagte ikke syndigt nok til, at mine børn bad om mere…
Kagen er ret fast i konsistensen, da den er bagt på mandel -og majsmel, uden brug af bagepulver. Den er nem og hurtig at bage og kræver kun appelsinsaft, æg, olivenolie og flydende honning udover de to typer mel. Efter endt bagetid, overhældes den varme kage med en sirup, som man guides til at lave i opskriften. Velbekomme!
Opskriften er tilgængelig på Jamieoliver.com









