Ugens opskrift: Bife à Portuguésa

Når vi ikke kan komme til udlandet i disse måneder, så må vi hente udlandet hjem til os – i alt fald i gryderne.

Findes på ethvert menukort i Portugal: Bife à Portuguésa, portugisisk bøf. (Foto: Jyskvin.dk)

 

Portugiserne er et lidt anderledes folkefærd. De kaster sig ikke over landets gæster, her kan turisterne få lov at gå i fred. Kun i de mest populære turistbyer kan man opleve tjenere eller rekommandører, der forsøger at lokke sultne turister indenfor.

Det er nemlig ikke kutyme i Portugal. Hvor kulturen måske er en smule mere reserveret end i det store naboland, Spanien, det andet land på Den iberiske Halvø.

Det portugisiske køkken? Ikke så populært som det italienske. Ikke så raffineret som det franske.

Men som det danske, historisk set et bondekøkken med suppe, gris og kartofler. Naturligvis også med grøntsager, som landet rigtigt boltrer sig i.

Pudsigt nok serveres en af landets mest foretrukne spiser, Bife à Portuguésa, næsten uden grøntsager. Visse steder kan man få en smørvendt gulerod til – eller måske en citronskive som pynt eller saftigt krydderi, Ellers består retten bare af kød, sky og stegte kartofler.

Porto – den skønne by ved floden Douros munding (Foto: Finn Edvard)

 

Hvis sandheden skal frem har denne signatur til tider bestilt retten – og rynket lidt på næsens af kødets kvalitet. Hvis prisen er i bund og restaurationens lokation omgivet af turister, så ringer alle alarmklokker. Kødet er ganske enkelt ikke mørt nok, selv om de fleste portugisere bevæbnet med en skarp kniv tygger sig gennem bøffen bid for bid.

Men kender man restaurationen, eller kender sin slagter og tilbereder retten selv, så er Bife à Portuguésa en særdeles kraftfuld, mættende og velsmagende ret.

Det skal måske lige tilføjes, at Portugal, som alle andre lande i verden, også har fornemme og højt rangerede restauranter, Michelinrestauranter og mange andre eksklusive steder. Og landet er naturligvis især kendt for sit fiskekøkken, men nu skal vi altså have Bife à Portuguésa.

Som med en dansk hakkebøf kan retten varieres en smule fra hjem til hjem. Her er en fremragende opskrift fra Cecilia Martinez Søndergaard, jyskvin.dk:

(4 pers.)

  • 4 stk. mør oksefilet eller -mørbrad á ca. 200 g
  • Havsalt
  • 4 tykke skiver god røget skinke
  • 4 æg
  • 8 mellemstore kartofler
  • Ca. 8 spsk. ekstra jomfruolivenolie

Saucen:

  • 3 dl hvidvin
  • 9 spsk. citronsaft
  • 6 dråber tabasco
  • 3 laurbærblade
  • 3 små skalotteløg, finthakkede
  • 2-3 stk. piri piri-chilier, finthakkede (fås friske eller i glas)
  • Ca. 1 dl fløde (kan udelades, og så vil saucen smage stærkere)

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 100 grader.

Skræl kartoflerne og skær dem i 1 cm tykke skiver. Dup dem tørre og råsteg dem på en pande med 3 spsk. olie i ca. 15-20 min.

Imens opvarmer du en anden pande med ca. 2 spsk. olie og steger bøfferne i ca. 5 min. på hver side – afhængigt af tykkelsen, og hvor gennemstegte I ønsker dem. Drys med havsalt. Tag dem af panden og hold dem varme i et fad i ovnen.

Steg skinkeskiverne på den samme pande (uden at rengøre den) i ½ min. på hver side og læg dem oven på bøfferne.

Kom de hakkede løg, piri piri og laurbærblade på den varme pande og rist dem i 2-3 minutter. Tilsæt hvidvin, citronsaft, tabasco og fløde og lad det koge igennem ved svag varme i 2-3 minutter. Sluk for varmen og lad saucen stå.

Tag kartoflerne af panden og fordel dem på 4 middagstallerkener, idet du fordeler skiverne pænt hele vejen rundt på tallerkenkanten (bøffen lægges på i midten bagefter).

Kom 3 spsk. olie på den pande, hvor kartoflerne var. Lav 4 spejlæg.

Tag bøfferne med skinke ud af ovnen og placer dem i midten af hver tallerken. Fordel saucen på de 4 tallerkener og pynt til sidst med spejlæg oven på bøfferne. Sådan serveres denne ret i Portugal. God fornøjelse!

Piri piri-chilien kom tilsyneladende til Portugal fra Mozambique, en tidligere koloni. I dag bruges den flittigt i den portugisiske madlavning. Piri piri betyder peber-peber på Swahili og er en smagfuld og ret stærk chili.

Hvad drikker vi til? Mulighederne er mange, lige fra iskoldt mineralvand, koldt øl eller en god portugisisk rødvin.

Velbekomme – Bom Apetite.

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Pizza i sognegården

KIRKELIV: Vestermarie Kirke inviterer søndag 21. april alle børn og barnlige sjæle til familiegudstjeneste. Efterfølgende serveres der pizza i sognegården.   Af Lene Dam Jørgensen

Læs mere »