Ugens bolig præsenteres af Nybolig Bornholm

Herskabelig og højst charmerende villa

Det bliver på Storegade 70, at jeres næste boligkapitel skal skrives. Her har vi nemlig nu fornøjelsen af at slå dørene op til en fantastisk, herskabelig og højst charmerende villa, der tidligere har tjent som bolig for kommunaldirektøren og som hjem og kontor for byens murermester. Dette forklarer de 284 kvm, der fordeler sig i halvandet plan, hvortil I får 25 kvm kælder. Hele herligheden har dåbsattest i år 1900.

Glæd jer til en gennemtænkt planløsning, der i stueetagen giver jer en hall, fire stuer, et køkken, et badeværelse og et bryggers, som suppleres på førstesalen af fire værelser, et badeværelse og et alletiders loftrum til opmagasineringen. I kælderen får I et disponibelt rum, der eksempelvis kan indrettes som værksted. Til grunden hører desuden en indkørsel og carport.

Som I entrerer boligen, vil den ene smukke, originale detalje overtage den næste og lade jer mærke stemningen, som er helt unik i hjemmet her. Se blandt andet de fine gerigter, panelerne og dannebrogsdørene samt ikke at forglemme den farvede mosaikrude, der pryder over døren fra spisestuen ud på den overdækkede terrasse.

Lofterne er sænkede, hvor det særligt i spisestuen er iøjnefaldende, da det er tegnet af en arkitekt. Under gulvtæpperne i stueetagen gemmer sig plankegulve, som måske kan gøres hæderlige med en kærlig hånd. Ligeledes er køkkenet med originale fliser, hvortil lågerne er malet og grebene skiftet.

Også førstesalen gemmer på flere oprindelige elementer som den røde løber, der følger trapperne og gangen foruden det dekorativt farvede badeværelse med terrazzogulv.

Haven er moderniseret, hvor I kan se frem til et skønt drivhus, frugttræer samt velvoksent stedsegrønt, der er fornemt arrangeret. I får desuden en både privat og lukket have med en dejlig, overdækket terrasse.

I bosætter jer tæt på Nørrekås og byens liv med kort afstand til dagligvareindkøb, daginstitution og Aavangsskolen.

SE MERE HER

Nybolig Bornholm

v/Kim Moore-Kofod

Snellemark 41C · 3700 Rønne · 3700@nybolig.dk · nybolig.dk · Tlf. 56957828