Ugens bolig præsenteres af Nybolig Bornholm

GUDHJEM – Åsedamsvej 4, Østerlars

 

I Studeby tæt ved Østerlars finder I dette firelængede landsted, hvor I foruden et velholdt stuehus med seks værelser får en ferielejlighed samt et stort værksted og en stald, som er oplagt til dyrehold. Beliggende på en 19.990 m2 grund har I masser af plads i familievenlige rammer.

Stuehuset er totalrenoveret i 2010-11 og står flot og indbydende med et stort opholdsmiljø ved stuen, som bevæger sig over i et køkken-alrum med brændeovn. Den åbne udformning skaber et lyst og luftigt rum, som samtidig bibeholder en naturlig opdeling mellem spisesektion ved køkkenet og dagligstue i modsatte ende. Stueplanet afrundes af et badeværelse og tre værelser, hvoraf det ene ligger i forlængelse af stuen gennem franske døre. Førstesalen byder på yderligere tre gode værelser, et flot badeværelse og en møblerbar repos, hvor det flotte loft, som er ført til kip og har fritlagte bjælker, kommer til sin ret.

Ferielejligheden er etableret i 2010-11, og her får I ligeledes et dejligt køkken-alrum, som glider over i en lang stue med brændeovn og et skønt lysindfald. Hertil kommer et værelse, badeværelse og et praktisk bryggers samt et fyrrum.

Grunden byder på grønne arealer med en stor plæne og flot beplantning. Heriblandt en dejlig samling frugttræer og et læhegn ud mod vejen samt en flot allé op mod ejendommen. Endelig har landstedet et isoleret værksted med gode opbevaringsmuligheder, og en stald som er velegnet til både får, geder og hestehold. Området er særligt godt til heste med skovstier og travbane i nærområdet.

Beliggende i Studeby får I rolige rammer til familien med Almindingen skov syd for og Østerlars få kilometer væk, hvor I finder friskole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder, og I bor tæt på Bornholms omfangsrige cykelvejnet, som leder jer let og sikkert rundt på hele øen.

SE MERE HER

 

Nybolig Bornholm
Snellemark 41 C
3700 Rønne