Udsolgt koncert flyttes så flere kan købe billetter

Koncerten med Katinka Band fredag 18. februar, som var planlagt til at foregå i Raschs Pakhuz, er udsolgt, men nu er koncerten blevet flyttet til Musikhuzets sal, hvor der er plads til flere gæster. 

Katinka Band – udsolgt til koncerten, der nu flyttes. (Pressefoto)

 

Koncerten med Katinka Band, der altså nu skal spilles i Musikhuzets sal, bliver en siddende koncert med opstilling med cafeborde.

Katinka Band er hyldet og elsket af mange, men er først og fremmest et projekt, som er båret frem af en ukuelighed og en insisterende ægthed. Bandet markerer sig ved at være helt igennem egenrådige, og deres eksperimenterende og poetiske popmusik skabes hverken efter skabelon eller på bestilling.

Dansk sangtradition

Lydbilledet er organisk og personligt med referencer til den klassiske, danske sangtradition. Stemningen er nærværende og fyldt med omsorg – men tag ikke fejl. Forsanger Katinka Bjerregaards tekster er en mosaik af både hjertelige og smertelige følelser, som lige så vel som at varme også hellere end gerne må gøre ondt.

Tekstuniverset har rod i hendes egen dagbog, men trækker tråde tilbage til store danske digtere som Frank Jæger, Morten Nielsen og Tom Kristensen.

Bandet blev dannet i 2012, og har siden gjort sig bemærket ved at vinde KarriereKanonen i 2015, en Steppeulv i kategorien “Årets håb” i 2017 og Carl Prisen i kategorien “Årets komponist – pop” i 2018.

På Bornholm i 2026

Førsta gang Katinka spillede i Musikhuzet var i maj 2016. Forsanger Katinka Bjerregaard samt bornholmske Marie Hageltorn Christiansen fra bandet medvirkede desuden som solister i “Udenfor Sæsonen” i 2016.

Sidst de har besøgt Bornholm var, da de spillede en udsolgt koncert i Raschs Pakhuz foråret 2017.

Flere albums

Katinka Band udgav deres første album, “Vi Er Ikke Kønne Nok Til at Danse” i 2017 og deres andet album, “Vokseværk”, i 2018, hvorfra singlen “2000 Meter i Frit Fald” for alvor sparkede dørene ind hos P6 Beats og P4’s lyttere. Samtidig har bandet turneret Danmark tyndt, og gang på gang bevist, at de er et fænomenalt livenavn med både nerve og nærvær.

Nu arbejder Katinka Band på deres kommende album, som lander i 2022. Fire år er gået siden sidste album, og Katinka Bjerregaard er i mellemtiden blevet mor til tvillinger. Sammen ulmer vennerne af boblende eventyrlyst og en fælles energi for at indtage og overtage Danmark med deres på én gang atmosfæriske og dynamiske musik.

Koncert med Livløs

Den første koncert her efter denne corona nedlukning bliver iøvrigt med aggressiv og melodisk dødsmetal med bandet Livløs lørdag 5. februar kl. 20. På grund af corona- restriktioner gennemføres koncerten som siddende koncert.

Musikhuzets billetsalg i Kulturbutikken har åbent igen fra torsdag 20. januar og er åben tre dage om ugen: Torsdag og fredag kl. fra 12 til 17.30 samt lørdag fra kl. 10 til  13.

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?