Travlt efterår på Gudhjem Museum

Et travlt efterår er i vente på Gudhjem Museum med særarrangementer og teaterforestillingerne ”Valkyriens kamp” og ”Egotrip”

Gudhjembanen – fra de gode, gamle dage, da der kørte tog på Bornholm. Kom og hør mere på Gudhjemdagen. (Foto: Gudhjem Museum)

 

Alt er klart til en ny dansk musikforestilling på Gudhjem Museum mandag 6. september, og for at så mange som muligt kan få oplevelsen, bliver der to forestillinger på samme dag, kl. 16.00 og igen kl. 19.30

Forestillingen handler om forfatteren Thit Jensen og er fortællingen om den moderne kvindes frigørelse i politisk, kunstnerisk og seksuel forstand. Den handler om forfatteren, dramatikeren, debattøren og foredragsholderen, der sætter hele sit liv ind på at skabe lige vilkår for kønnene.

På de ydre linjer lykkes Thit Jensen altså med stort set alt – men privat og følelsesmæssigt kæmper hun sine helt egne kampe. Den stædige kamp for at bevise sit værd som kvinde, for at overgå sin nobelprisvindende storebror Johannes V. Jensen og for at finde sit livs kærlighed.

Forestillingen er produceret af Teatergrad og Det Flydende Teater og de medvirkende er: Ene Øster Høyer, Malin Rømer, Brolin Tani og Søren Bang Jensen.  Billetter til forestillingen kan købes på www.bornholmsteater.billetten.dk/

Danseforestilling

Det er ikke første gang, man kan opleve teater på Gudhjem Museum. Sidste år viste vi forestillingen Annas Verden samtidig med udstillingen ”Earth Bound”.

Og det bliver heller ikke sidste gang, der er teater på museet i år. Den 24. oktober kan man nemlig opleve danseforestillingen ”Egotrip”, en soloforestilling med danser og ko- reograf Mathias Theisen. Det sker om eftermiddagen kl. 13.00 og igen kl. 15.00

Begge forestillinger er resultat af et samarbejde med Teaterforeningen Bornholm, som vi ser frem til at fortsætte i årene fremover. Publikum til teaterforestillingerne har gratis adgang til museets kulturhistoriske afdeling en time før hver forestilling, hvor entreen er inkluderet i billetprisen.

På Gudhjemdagen onsdag 22. september har alle, som har erhvervet et pas til kulturugen, gratis adgang til museets udstillinger.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Kunst og Natur – skulptur af Julie Høm.

 

Gudhjem Museum har desuden tre forskellige særarrangementer, som er forbeholdt kulturugens gæster. Det første er kl. 13 med ”Jernbanen og livet på Gudhjem Station”, hvor jernbaneentusiast Bent Boesen viser rundt og fortæller.

Kl. 14 gælder det ”Kunst og Natur” i skulpturhaven og sommerfuglemarken, hvor Michael Stoltze og Klaus Thommesen fortæller om både biodiversitet og skulpturer.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Bornholmsk glaskunst af Svend Holst-Pedersen. (Foto: Anders Beier)

 

Dagens arrangementer slutter kl. 16 i udstillingen ”Bornholmsk Glaskunst”, hvor glaskunstner Svend Holst-Pedersen beretter om studioglassets historie og udvikling på Bornholm.

Til alle tre særarrangementer er der er begrænset deltagerantal, og der skal derfor købes billet til en næsten symbolsk pris på 10 kr. + billetgebyr. Hvis man vil sikre sig en plads, anbefales det at købe billet i forvejen. Se nærmere under kalender på www.gudhjemmuseum.dk eller på kulturugens hjemmeside.