GASTRONOMI: Den gode mad fra “Hos Casper” fortsætter med at forsyne øens mange møder, fester og konferencer med velsmagende mad i alle afskygninger, men små ændringer er på vej. Bl.a. navnet der ændres til det klingende “Gourmæt”.

Det ville tage tre måneder og koste spidsen af en jetjager af få et københavnsk reklamebureau til at finde på det: Det nye navn til cateringsmadstedet “Hos Casper” i lufthavnen i Rønne.
Nu kommer køkkenet til at hedde “Gourmæt” – og det var nu heller ikke helt nemt for restauratørparret Camilla Johansen og Christian Froberg Dahl at hitte på det, men godt lyder det jo – og så er der en dybere mening med navnet.
For to år siden overtog Camilla og Christian stedet – og efter kokken og stifter Casper Rønne-Hansen har måtte trække sig på grund af sygdom, er det nu tid til nogle mindre ændringer, fortæller Christian Froberg Dahl, der også driver Bornholms ældst fungerende restaurant i form af det landskendte “Ekkodalshuset” og cafeteriaet “Hø & Humle” på travbanen.
Fantastiske kokke
“Vi har jo nogle helt fantastiske kokke i herude i lufthavnen. Prøv f.eks. bare vores tapas, de er helt eventyrlige,” siger Christian, og supplerer: ”Og vi bevæger os fremover lidt væk fra dét, jeg kalder teaterkøkkenet. Folk skal være mætte, når de køber mad hos os, derfor synes jeg, at “Gourmæt” passer rigtig godt,” fortæller Christian, der understreger at det høje, gastronomiske niveau naturligvis ikke bliver ændret.
” Så med det nye navn ”GOURMÆT” har vi sammen med teamet herude i lufthavnen ønsket at lægge os i balancen mellem høj kvalitet, mad nok og optimering af køkkenet for at undgå madspild.
Fra to til tusinde kuverter
Køkkenet er i stand til at levere fra to til tusinde kuverter, og det er ofte mad fra “Gourmæt”, der står på bordene, når bornholmerne fejrer konfirmation, fødselsdage og bryllupper.
“Kunderne efterspørger mere og mere “Social Dining”, hvor folk bare langer fra fadene og spiser noget godt mad sammen. Vi har naturligvis stadig vores populære buffet – og meget andet – og altså også vores vildt populære tapas-anretninger, som vi i al beskedenhed synes, vi er noget nær verdensmestre i. Vi arbejder efter torvekøkkenprincippet med vores tapas, derfor kan vi aldrig sige 100 pct. hvordan den ser ud, men der er altid tre slags fisk og skaldyr, fire slags kød og hjemmelavede specialiteter – alle lagt på selvstændige lækre garniturer.”
Christian og Camilla tilføjer, at “Gourmæt” helt naturligt vil følge de fire årstider i tilberedningerne. Et dogme, der er lige så sikkert som opprioriteringen af lokalt producerede fødevarer.
“Jordbær i november? Det bliver et nej herfra,” siger han.
“Gourmæt” leverer naturligvis også maden til årets julefrokoster, og så er der en uhyre lækker nytårsmenu, som vi ikke tøver med at bringe:
Forret:
Kold lakse-soufflé rørt med stegte jomfruhummerhaler, safran mayonnaise, blomkåls-crudités og håndpillede rejer.
Hovedret
Krogmodnet oksemørbrad fra Himmerlandskvæg, svampe- og græskargratin, pommes Rösti, variation af løg samt Karl Johan sauce.
Dessert
Sprød mørdejs-tærte med fromager af sensommerens bær.
Så er det i hvert fald ikke madens skyld, hvis ikke det bliver en festlig nytårsaften i år, men foreløbig kan man jo kaste sig over det daglige og gode køkken hos “Gourmæt” ved at læse mere på hoscasper.dk, som hjemmesiden fortsætter hedder lidt endnu.











