Torsten Vildgaard vinder Sol over Gudhjem 2022

Tidligere Noma-kok og en af Danmarks dygtigste Michelinkokke Torsten Vildgaard vinder Sol over Gudhjem 2022.

(Foto: Torben Ager)

Solen skinnede fra en skyfri himmel over Gudhjem havn, da kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem løb af stablen foran tusindvis af glade tilskuere. Der var dømt god stemning og godt humør, da vinderen fra 2021, Andreas T. Møller fra Restaurant Møntergade, forsvarede titlen i den prestigefyldte hovedkonkurrence mod de tre andre stjernekokke Nick Curtin, Alouette, Torsten Vildgaard, tidligere Noma, og David Fischer, Hos Fischer.

Derfor var det også en en glad og stolt Torsten Vildgaard, der efter mere end fire timers hårdt arbejde i køkkenet på scenen på havnen i Gudhjem, kunne hæve trofæet og kalde sig vinder af hovedkonkurrencen i Sol over Gudhjem 2022. Vildgaard modtog en check på 40.000 kr. samt en Mercedes Benz EQE til fri afbenyttelse i en måned. Nick Curtin blev en flot nr. to, David Fischer fik tredje pladsen og Andreas T. Møller fjerde pladsen.

(Foto: Anders Beier)

Vinderen, Torsten Vildgaard, sagde umiddelbart efter konkurrencen: Jeg er ovenud lykkelig og glad for at vinde dette års Sol over Gudhjem. Jeg har kæmpe respekt for de andre kokke i feltet, og det var en stor ære at kæmpe med lige præcis dem. Jeg har jo været i branchen i mange år og stillet op i mange konkurrencer, men det er efterhånden nogle år siden. Derfor er jeg selvfølgelig ekstra glad for at vinde i dag. Der er en helt speciel stemning her på havnen, og det var en helt fantastisk oplevelse at være med.” Derudover tilføjede Torsten Vildgaard, at han måske hev sejren hjem, fordi han var tro mod de smage, der repræsenterer ham.

Tidligere på dagen vandt Mikkel Maarbjerg og Daniel Kruse dessertkonkurrencen, hvor man for første gang dystede i par. Vinderholdet var oppe imod et stærkt felt af dessertkokke, Bent Stiansen og Per Hallundbæk, Hans Beck Thomsen og Thomas Pasfall.

I år var der i alt 107 bidrag til årets produktpris i kategorierne MAD, DRIKKE og KONFEKTURE. Tre kandidater fra hver kategori gik videre til konkurrencen på scenen, hvor de dystede om dommernes gunst. I kategorien MAD vandt South Harbour Café med Kylling Pastilla. I kategorien DRIKKE løb Quench and Tickle med sejren med deres Sprezzature alkoholfri spritz. I kategorien KONFEKTURE vandt Jalm&B, Amass Restaurant og Hansens Is med deres Salty Caramel Sourdough is. Årets innovationspris gik til Bælg for deres Bælg Konfekt Hapsere. Produkt- og Innovationsprisen uddeles i samarbejde med Irma. South Harbour Café løb også af med Publikumsprisen, som uddeles i samarbejde med Coop Crowdfunding.

“Efter vi måtte aflyse Sol over Gudhjem i 2020 og afholde et lille lukket arrangement på Melsted Gård i 2021, er det skønt at være tilbage på havnen igen. Med masser af glade tilskuere, entusiastiske stjernekokke og dygtige dommere, kan vi kun være stolte af, hvad den lille kokkekonkurrence, som vi startede i 2009, er blevet til. Tak til vinderne, alle deltagerne, dommerne, sponsorerne, gæsterne og ikke mindst alle de frivillige. Vi glæder os allerede til næste år” udtalte Mikkel Marschall, direktør for Sol over Gudhjem.

Hele lørdagen summede det af liv i den lille havn i Gudhjem på det nordøstlige Bornholm, hvor TV2 Bornholm sørgede for live-dækning af hovedkonkurrencen. På madmarkedet bugnede boderne af lækre, lokale kvalitetsprodukter.
Ligesom Gudhjems butikker, restauranter, caféer og hoteller bakkede op om Sol over Gudhjem og sammen skabte de perfekte rammer for Danmarks største og hyggeligste kokkekonkurrence.

(foto: Torben Ager)

Seneste artikler

Fik du læst?