Torben skiftede stegepanden ud med kameraet

Fotografen Torben Ager fra Aakirkeby er Bornholmnyt.dk’s dygtige fotograf, hvis flotte billeder glæder vore mange læsere. Han er også fast mand med kameraet på Bornholm Brand Park og dukker ofte op som selskabsfotograf til alverdens festlige lejligheder. Her fortæller vi lidt om drengen fra Vestermarie, der holder af Bornholm, som Bornholm holder af ham. Og hvis det kan blive mellem os: Han har også været i fængsel…. 

Fotografen Torben Ager – han kan li’ Bornholm – og Bornholm kan li’ ham…(Foto: Niklas Kaas Hansen)

 

Det kan jo ikke undgå at blive lidt personligt, når man skal fortælle om en mand, man arbejder sammen med stort set daglig. Kanonfotograf. Tugthuskandidat. (Forklaring følger…)

Men så er det jo herligt, at der kun er godt at skrive om Bornholmnyt.dk’s dygtige fotograf, Torben Ager, der er kendt af rigtig mange mennesker på øen.

Det kan undertegnede tale med om. De fleste steder bliver vi budt velkommen med et “Hej Torben”, mens et undersøgende blik rettes mod journalisten. Goddag.

For den 48-årige Torben Ager er født og opvokset på Bornholm, fra Nylars og Vestermarie, og vi kan lige så godt sige det med det samme: Han bliver boende på Bornholm, for han synes selv, han bor det bedste sted på jorden. Og det kunne et fristende  jobtilbud fra den fine restaurant “Kong Hans Kælder” i København ikke ændre på. Jo, Torben er udlært kok, vidste De ikke det?

Ikke at han er blind for skønhed og gode levevilkår andre steder.

Således husker han endnu, da han som marinesoldat i søværnet deltog i en NATO-øvelse ved Irland, Orkney-øerne og Skotland: Sejlturen gennem den Caledonske Kanal ved Loch Ness er noget af det smukkeste, han har set.

 

Skibskok på “Hammershus”

Og jo, Torben fristede længe tilværelsen som skibskok – ikke alene i marinen, men også på den daværende “Bornholmstrafikken”. Kammeraten Johnny fik Torben ombord: Først startede han som opvasker i kabyssen, senere avancerede han til kabysmedhjælper. Og så kom hovmesteren en dag og tilbød ham en læreplads som kok. Svaret var en klart “ja”, og så gik turen ellers til “Hammershus” og senere på “Peder Olsen”, som han i øvrigt var med til at hente hjem til øen fra Finland. Om vinteren kokkererede han også på Povl Anker og  Jens Kofoed. Frisk vind og høje bølger, frikadellerne skulle steges.

Jeg skal huske at spørge ham om, hvordan man klarer den tjans, når alle andre er søsyge?

Men Torben fik en god kokkeuddannelse og var i læretiden også et smut i Sydfrankrig på slottet Château Eza.

Men en dag gik den fuldbefarne i land – og så arbejdede Torben i øvrigt i nogle år som kok på forskellige restauranter på øen.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Pletskud – Torbens foto af Skt. Nicolai Kirke i Rønne.

 

Men Torben var allerede begyndt at interessere sig for at fotografere, da han var marinesoldat. På turen til de britiske øer medbragte han således et nyindkøbt Nikon-fotografiapparat, der blev benyttet flittigt, men ved hjemkosten til øen blev kameraet lagt ned i en skuffe.

For der var jo sket det særdeles vigtige, at Torben havde truffet Marie Louise. Det vil sige, hende havde han rendt rundt efter allerede i Søndermarksskolen i Rønne, og det blev da også til lidt kæresteri, men heller ikke mere.

Men “skilsmissen” holdt ikke – og da de efter en årrække løb på hinanden igen, så gav de ikke slip. De blev gift for 19 år siden og har nu børnene Sebastian, 24, Caroline, 22 og Rasmus på 18.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Endnu et af Torbens pletskud – fra Bastemosen.

 

Og det var netop på grund af børnene, at interessen for fotografiet blussede op igen. Ungerne skulle jo fotograferes i alle ender og kanter, sådan er det jo, men Torbens billeder var lidt bedre end alle andres – han havde med andre ord talent for at fotografere.

En dag spurgte personalet i børnehaven, om han ikke ville fotografere børnene til en scrapbog, rigtige børneportrætter, og så fik Torben også kontakt til  reklamefotografen Kent Bovin, som på en måde blev hans læremester. Torben deltog i flere af Bovins kurser – og blev bedre og bedre med kameraet.

Torben begyndte herefter at arbejde freelance som fotograf på øen. Første kunde var Bjarne Hansen, der udgiver en hjemmeside med lokale nyheder og senere også Bornholms Tidende. Her lærte han en masse af Tidendes fotograf Henning Sigvardsen, der især lærte Torben, at “du skal kende din opgave som dit kamera…”

Torben begyndte også at arbejde for en hjemmeside, der skrev om fodbold, og den dag i dag er Torben Ager klart Bornholms bedste sportsfotograf. Det nyder vi godt af på Bornholmnyt.dk, hvor vi sætter en ære i at have gode billeder i “avisen”.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Torben Ager er ikke bare pressefotograf på Bornholmnyt.dk. han er også morgenredaktør og siger godmorgen til en stor del af øen hver eneste morgen. (Foto: Niklas Kaas Hansen)

 

Arbejdet som freelance-fotograf og jobbet som pressefotograf for Bornholmnyt.dk tager meget tid. Og Torben vil jo også helst bruge det meste af sin tid på sin familie i det hyggelige hus udenfor Aakirkeby, hvor også en stor ulvehund, “Uffe” render rundt. For hunde er en anden af Torben og Marie Louises interesser – og parret sælger da også en meget fin hundemad, som man kan læse mere om på hundeguf.nu.

Ifølge Torben er hans hundemad ikke alene noget af det bedste, man kan give sin hund – den er også billig. Og det må han jo vide noget om og glæde sig over, når hans kammerat er en irsk ulvehund…Og der er da for øvrigt endnu en hund i huset: Cainterrieren “Citta”. Sjovt par….

Torben begynder sin hverdag med jobbet som ekstern mentor for jobcentret. Han har et godt tag i de unge mennesker, og han er også meget glad for dette arbejde, hvor han virkelig føler, at han gør en forskel. Hvis det må være os tilladt at benytte den lidt slidte, men sande vending.

Han har undervist både i køkkenet og startet en fotolinje på denne uddannelse. “Det job giver bare mening”, fortæller han.

Og så lovede vi vist at afsløre sandheden om Torbens fængselsophold:

(Artiklen fortsættes under billedet)

Et af Torbens suveræne sportsfoto.

 

For ja – fyren har været indsat. Og det endda i længere tid. Men ok, det var altså helt frivilligt, og det skete, da han som ung mand var med et murersjak på Christiansø for at renovere vagten efter en brand derovre. Torben indkvarterede sig selv i en fængselscelle – i øvrigt den ved siden af cellen, hvor den nok så kendte Dr. Dampe havde sin bolig i en længere årrække…

Mere er der såmænd ikke i det.

Torben var på Christiansø i 18 måneder, og det var ikke nok til at afskrække ham fra øen: Han kunne godt forestille sig at bo derovre, hvad der da også er flere, der gør, og med stor glæde.

Så kunne det være, at han fik lidt mere tid til at stå ved komfuret, for hjemme i Aakirkeby er det mest Marie-Louise, der laver maden. Torben er dog også kok for familien en gang i mellem, men jeg tror ikke, hele familien ubetinget deler glæden ved hans livret:

Brunkål med flæsk. Det smager ellers godt.

Nu er aftenstunden ved at nærme sig, Jeg plejer at drille Torben med, at han går i seng og står op med hønsene, og det er heller ikke meget galt. Torben vil gerne se dyner omkring kl. 22 – så er han frisk, når han står op ved 5-tiden om morgenen.

Godmorgen, Bornholm…

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Spaghetti i kirken

SAMVÆR: Torsdag 31. oktober er der igen spaghettigudstjeneste i Rø Kirke klokken 16.30. Denne gang er det Palle Kure der står for fortællingen. Til spaghetti-gudstjenesten

Læs mere »