ERHVERV: Topdanmark sælger nu sin ejerandel af Bornholms Brandforsikring. Distributionssamarbejdet fortsætter, så Topdanmark fortsat tilbyder produkter til private kunder og mindre virksomheder på Bornholm.
Topdanmark har indgået en aftale om at sælge sin ejerandel på 27 procent i Bornholms Brandforsikring pr. 29. november 2024.
Bornholms Brand, som i forvejen ejer 73 procent af Bornholms Brandforsikring, har haft mulighed for at tilbagekøbe Topdanmarks ejerandel i Bornholms Brandforsikring som følge af ændringer i Topdanmarks ejerhold.
“Vi har haft en god dialog med Bornholms Brand, og sammen har vi landet en god aftale for begge parter. Vi ser fortsat stor værdi i vores partnerskab med Bornholms Brandforsikring, og vi ser frem til at fortsætte vores distributionssamarbejde,” siger Monica Diaz, koncerndirektør for Landbrug & Erhverv i Topdanmark.
Siden 1991
Topdanmark og Bornholms Brandforsikring har siden 1991 samarbejdet om distribution af skadeforsikringer til private kunder og mindre virksomheder på Bornholm. Det samarbejde forsætter uændret.
”Det betyder, at vi fortsat vil tilbyde samme dækninger, produkter og service, så bornholmere også vil være godt forsikret i fremtiden,” siger Monica Diaz.
Samtidig med Topdanmark i mange år har haft en ejerandel på 27 pct., har Bornholms Brandforsikring i alle årene været drevet på lokale gensidige principper, selskabet skulle ikke tjene penge til ejerne, men skabe værdi for kunderne.
Den forretningsmodel har været en stor succes og bidraget til, at selskabet i dag har en markedsandel anslået til ca. 55 pct., og selskabet har i alle årene fastholdt strategien om, kun at tegne forsikringer på Bornholm og samtidig aktivt bidrage til at støtte op om udviklingen på Bornholm.
Lokalt fundament
Bornholms Brandforsikring ønsker at forblive solidt forankret i det lokale fundament. Selvom det er blevet vanskeligere at være en mindre aktør i den finansielle sektor i dag, især med den stigende regulering og de skærpede finansielle krav, har selskabets udvikling de seneste år styrket vores evne til at stå stærkt og selvstændigt.
Formand Per Hansen uddyber: ”Selskabet har oplevet en stærk vækst de senere år, som har bidraget til, at selskabet har kunnet investere i flere ressourcer og opnået en finansiel styrke, hvor der også er råd til at investere i fremtiden, til gavn og tryghed for selskabets kunder.”
Mod strømmen
Direktør for Bornholms Brandforsikring og Bornholms Brand A.m.b.a. Morten Holten tilføjer: ”Vi går lidt mod strømmen i den finansielle branche, hvor vi generelt ser en konsolidering mod færre små, og flere store spillere. Vi har et stærkt fundament, men idet vi nu står på egne ben, har vi mere end nogensinde før brug for bornholmernes opbakning. Mange bornholmere er kunder i Bornholms Brandforsikring, og vi vil gøre os umage for også i fremtiden at kvittere for den tillid. Og samtidig vil vi gerne opfordre endnu flere til at se i vores retning, når der skal vælges en forsikringsleverandør, og støtte op om udviklingen på Bornholm, for vi bidrager til, at pengene bliver på Bornholm ikke mindst med et stort antal arbejdspladser”.
Ingen forskel
Bornholms Brandforsikring forsikrer, at ejerskiftet ikke vil kunne mærkes af kunderne. Bornholms Brandforsikring fortsætter nemlig sit distributionssamarbejde med Topdanmark og Morten Holten tilføjer: ”Det giver god mening at fortsætte samarbejdet med Topdanmark som leverandør på de dækninger, vi ikke selv kan tilbyde, fordi vi kender de mennesker vi samarbejde med og vi kender deres produkter og service, og det står godt mål med vores standarder”.