Bornholmske virksomheder kan nu høre mere om SMV virksomhedsprogrammet og omstillingspuljen

Dansk Industri Bornholm, Erhvervshus Hovedstaden og Business Center Bornholm, inviterer nu til informationsmøde, for at klæde de bornholmske virksomheder på, så de kan søge tilskud til at udvikle deres virksomhed.
Konkret kan de bornholmske virksomheder få økonomisk hjælp til vækst- og forretningsudvikling, grøn og digital omstilling, internationalisering samt indkøb af konkret teknologi, produktionsudstyr og software m.v.
Under 250 ansatte
Der er to store puljer, virksomhederne lige nu har mulighed for at søge del i. Dels SMV virksomhedsprogrammet og dels omstillingspuljen. Kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. Euro eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. Euro.
Flere indlæg
Informationsmødet foregår fredag 1. oktober kl. 10 på Campus Bornholm og på programmet er velkomst ved erhvervschef Christa Lodahl, Business Center Bornholm, og regionalforeningskonsulent Lotte Jespersen, Dansk Industri Bornholm. Herefter er der flere indlæg, bl.a. “Hvad er SMV virksomhedsprogrammet, og hvad kan du bruge det til” ved faglig programchef Gunhild Sander Garsdal fra Erhvervshus Hovedstaden.
Hasle Refractories
Der kommer også historien om “Sådan har Hasle Refractories brugt programmer til at udvikle deres forretning” ved direktør Karen Bladt samt “Hvad kan du få tilskud til, og hvordan gør du konkret, når du vil søge” også ved Gunhild Sander Garsdal fra Erhvervshus Hovedstaden.
Der er tilmelding på Business Center Bornholms hjemmeside.



