Temadag om sikkerhed for el-biler

Bornholms Brand og Beredskabet holder en temadag om brand i el-biler for holdledere og indsatsledere. Had gør man f.eks. hvis en bilbrand opstår på færgen?

Hvad med eventuelle brande i el-biler?

 

Der har i de seneste år været stigende opmærksomhed på brande i el- og hybridbiler, herunder om at bilernes litium-ion-batterier udgør en særlig brandfare eller sundhedsfare ved brand. Antallet af el- og plug-in-hybridbiler i Danmark udgør en relativt lille del af den samlede bilpark, men specielt siden 2018 har antallet af opladelige biler været markant stigende.

Den største stigning fandt sted i løbet af 2020, hvor antallet af elbiler blev fordoblet og antallet af plug-in-hybridbiler tredoblet. Andelen af el- og hybridbiler forventes at stige yderligere i 2022, og i september 2021 udgjorde opladelige biler således 45 pct. af de samlede nye indregistreringer for måneden.

Flere opladelige biler

Med den stigende andel af opladelige biler på de danske veje, forventes en fortsat stor opmærksomhed på håndteringen af brande i el- og hybridbiler.

Derfor holder Bornholms Brand og Beredskabet en temadag om brand i el-biler for holdledere og indsatsledere. Vi har inviteret oplægsholdere fra Beredskab Øst, Beredskabsstyrelsens Center for uddannelse og færgeselskabet Molslinjen/Bornholmslinjen.

El-bil i brand på færgen?

Formålet for dagen vil være at blive klogere simpelthen. At få erfaringer og læring fra disse oplægsholdere, så vi opnår et fagligt og taktisk løft for vores hold- og indsatsledere indenfor begreber og taktikker for indsatsen ved brand i opladelige biler, samt hvad gør vi ved brand i disse ombord på en færge.

Desuden vil de få kendskab til det nyeste materiel omkring en indsats ved både el-bil brande og person redning ved en el-bil brand.

En turist-ø

Bornholm er en turist ø og med det kommer der også flere biler til øen. Flere af dem vil nu og i fremtiden være opladelige biler. Med arrangementer som b.la. Folkemødet – hvor der også er fokus på el- og hybridbiler, skal vi i Beredskabet være helt klar til at kunne håndtere både spørgsmål og evt. indsatser vedrørende disse rednings- og brandopgaver. Vi gør hvad vi kan for at skaffe os viden b.la. ved denne temadag, og ved øvelser hvor det bliver ”hands on” for vores personel.

Temadagen finder sted lørdag den 2. april og holdes på Fabriksvej 31, Rønne.

Fik du læst?