Som ny service kan publikum nu komme med på en bustur til Bornholms Teaters forestilling “Fisk”.

Nu udvider Bornholms Teater sin service: Publikum kan nu blive hentet og bragt til forestillingen “Fisk”. Tilbuddet går ud på, at man – ud over billetten – til forestillingen også kan få en bustur t/r samt en valgfri drink fra teatercafeen med i købet.
Hurtigere end BAT
Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Sidste år kom vi rundt på hele øen med vores country teater-koncert “1658 – balladen om Bornholms befrielse” på ladet af en lastvogn, hvilket vi er ret sikre på, lokkede en hel masse nye mennesker, som vi normalt ikke ser på Rønne Theater, ind og se forestillingen. I år er vi så tilbage på selve teatret, og tilbuddet med en bustur i tilkøb til billetten er vores forsøg på at holde kontakten til nogle af de mennesker ved at gøre det nemt at komme med i teatret.
Vores bus vil være både hurtigere og billigere end BATs standardruter, og alle, der måske har en bil, slipper for at sidde bag rattet selv – ikke mindst på hjemturen. Turene er delt op i fire ruter og dage, og der vil på hver rute være en lokalguide med, der holder styr på tropperne – og, som lidt ekstra kolorit, vil der undervejs blive spillet tidstypisk 80’er musik i bussen, så folk kommer i den rette stemning allerede fra starten af. På den måde bliver det også en social begivenhed, hvor deltagerne kan hygge sig sammen, og ikke ’bare’ en teatertur.”
Her kan du stige af og på
Turene omfatter følgende byer og datoer: Nexø tirsdag 7.9. (med påstigning også i Åkirkeby); Gudhjem torsdag 9.9. (med påstigning i Klemensker);
Allinge/Sandvig fredag 10.9. (med påstigning i Tejn) og Svaneke onsdag 15.9. (med påstigning i Østermarie).
Tilbuddet er åbent for alle, der bor i de otte lokalområder og de præcise afgangssteder og tider kan ses på Bornholms Teaters hjemmeside.
“Fisk” har premiere lørdag 21. august og spiller til og med den 18. september på Rønne Theater.









