SOCIALE MEDIER: Vi angriber hinanden på sociale medier som aldrig før – særligt i politikernes kommentarspor kan man få hug

Godt hver tyvende kommentar i den offentlige debat på politikeres og mediers Facebook-sider er et sprogligt angreb. De hadefulde angreb er oftest baseret på etnicitet, køn og funktionsniveau, og bl.a. kvinder er omdrejningspunkt for hadefulde kommentarer.
Kortlægningen viser desuden, at det er en lille hård kerne af fortrinsvis mænd, der står for en stor del af alle angrebene i den digitale debat. Rapporten er baseret på en analyse af 73 mio. Facebookopslag og -kommentarer. Resultaterne kalder på handling, mener Analyse & Tal og TrygFonden, der står bag undersøgelsen.
Hadefuldt
“Hver tyvende kommentar lyder måske ikke af meget, men det er svært at forestille sig andre samtale-, debat- og deltagelsesformater, hvor hvert tyvende indspark er hadefuldt eller anstødeligt som f.eks. ”Han burde skydes” eller ”Hvornår holder den store so sin kæft”, siger Mikkeline Thomsen, der er en af den nye rapports forfattere og partner i Analyse & Tal.
Mænd står for flest angreb
De sproglige angreb spænder fra at være generaliserende, stigmatiserende og nedsættende til krænkende og decideret truende. Blandt de hadefulde angreb er over en tredjedel baseret på individers eller gruppers etnicitet eller nationalitet. På andenpladsen kommer angreb baseret på køn, hvor særligt kvinder (men også mænd) omtales nedsættende som f.eks ”kælling”, ”so” og ”luder”. Derudover er vi særligt glade for at angribe dem, som vi er uenige med, med beskyldninger om at være ”imbecil”, ”spasser”, ”psykopat” eller lide af andre psykiske og fysiske funktionsvariationer.
Fælles front mod hård tone
TrygFonden og Analyse & Tal har også dokumenteret, at tonen i borgerdrevne Facebookgrupper er væsentligt mindre angrebstung (grupperne indeholder til sammenligning knap en pct. angreb), og at den daglige aktivitet i disse grupper er større end på danske mediers og politikeres Facebooksider. Borgerne er altså i høj grad rykket ind i deres egne digitale fællesskaber, hvor tonen er bedre. Det skyldes bl.a. langt mere moderation fra gruppernes administratorer, klare regler for at være med i grupperne samt mere kontrol med tilgangen af medlemmer.
En bedre tone
“De borgerdrevne Facebook-grupper kan ikke se sig helt fri for sproglige angreb, men heldigvis er tonen langt bedre i disse fællesskaber end på politikernes og mediernes Facebook-sider, og det kan vi se, at borgerne opsøger. Men skal vi så bare acceptere, at vores medier og politikere er ”værter” for en meget hård onlinedebat på deres Facebooksider? Det synes vi ikke, fordi det bl.a. har den uheldige konsekvens, at stadig flere risikerer at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat eller stille op til offentlige embeder af frygt for angreb eller hadefulde kommentarer,” siger Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:
Forbedre debatten
“Vi håber, at vi sammen med nøgleaktører fra det danske medielandskab, Christiansborg og civilsamfundet kan finde nye løsninger på, hvordan vi kan forbedre den digitale debat, som trods alt stadig udgør et enormt demokratisk potentiale. Vi må tage et fælles ansvar for den offentlige samtale – en samtale, hvor flest mulige kan være med, uanset hvem de er, og hvilken baggrund eller karakteristika de har.”