Uden jeg har ret megen forstand på oversættelser, har jeg pludselig fået lyst til at skrive lidt om, hvor vanskeligt det må være at oversætte f.eks. Bibelen ind i en helt anden kultur, end den Bibelen er skrevet ud fra.
Sammen med en kær veninde sad jeg forleden i bagende solskin på Dragør Sejlklubs restaurant og nød synet af det rolige og klare vand på Øresund, som var lige foran vores bord, hvor vi havde fået det dejligste stykke smørrebrød.
Vi har en fortid i Nigeria sammen – min veninde og jeg – og vi kom til at mindes vores tid i den del af Afrika, hvor mange dengang endnu ikke havde haft mulighed for at se et hav med alle dets forskellige udtryk – lige fra det stille, rolige vand til en mægtig storm med høje, høje bølger. Nigeria er 22 gange så stort som Danmark, så der er langt ned til havet fra nord til syd.
Jeg gav udtryk for, at det eneste, jeg savnede i mine år i Nigeria, var havet.
Vi funderede begge over, hvordan det mon ville være at leve et helt liv uden at se et hav? Selvfølgelig var og er der floder med ind imellem lidt krusninger på vandet i Nordøst Nigeria, men det er nu ikke at sammenligne med et brusende hav med høje bølger. Et syn, vi godt kunne unde mange at se.
Et eksempel, som jeg berettede om for min veninde, og som både har at gøre med det ikke at have oplevet havet og med vanskeligheden ved at oversætte Bibelen ind i en anden kultur:
Jeg var i Nigeria underviser på et kursus for en flok, som skulle undervise i kristendom i de lokale skoler – noget, de aldrig havde prøvet og heller ikke var uddannet til. Staten havde overgivet ansvaret for faget til kirken.
Kursisterne foran mig stod i det daglige for de mange små menigheder i landsbyerne, hvor der ikke var præster. De bliver kaldt evangelister. De havde selv dengang i 1970èrne (det er måske anderledes i dag) kun fået nogle få måneder, eller få års, bibelundervisning og havde endda selv meget få års skolegang.
Nu skulle de stå for undervisning i kristendom blandt skolebørn, og mit job var at introducere dem for nogle pædagogiske principper, når de nu pludselig skulle være lærere.
Jeg bad dem agere, som var de 3.klasses børn, og den dag havde jeg bedt en af dem undervise i beretningen om Jesus, som stiller stormen på den oprørte Genesaret sø, hvor der vitterligt kan blive bølgegang. Disciplene blev jo bange, og Jesus lå og sov.
Min undervisning var på Hausa-sproget. Det var tidlig morgen, og jeg var lidt søvnig. (Undervisningen begyndte kl. 07.00). Jeg ”vågnede” brat, da jeg hørte, den unge evangelist var begyndt at fortælle. Jeg havde bedt ham gøre beretningen levende for ”børnene”, som jo den dag var hans kursus kammerater, og det havde han virkelig taget til sig.
I vores oversættelse af Bibelen står der i teksten, at der var storm, og det betyder jo høje bølger.
Da Bibelen skulle oversættes til Hausa mange år forinden, så blev ordet bølger oversat til Hausa sproget som ”Rakuman Ruwa” (direkte oversat ”vand kameler”). Kamelens pukkel var således at sammenligne med en bølge.
Den unge mand, som aldrig havde set en ordentlig bølge i sit liv, beskrev meget levende og med en masse dramatik, hvordan disciplene i båden blev angrebet af forfærdelige glubske uhyrer, som, når de åbnede munden, viste deres spidse tænder, og hvordan disse vand kameler lige var på vej til at sluge de rædselsslagne disciple, men så råbte de på Jesus, som stod op og med høj røst sendte de vrede og farlige kameler væk, og så var der stille. Jesus kunne, hvad disciplene ikke kunne.
Jeg evaluerede selvfølgelig den unge mands undervisning bagefter og roste hans dramatiske og pædagogiske talent, men vi blev nødt til at finde et vandfad frem og lave bølger, så alle forstod, hvad en bølge var.
Et andet eksempe: I Bibelen står der, ”Vask mig hvidere end sne.” Salme 51 vers 9.
”Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne. Er de røde som purpur, kan de blive som uld.” Esajas kap. 1 vers 18.
I Nigeria – på Bibelskolen, hvor jeg underviste – sendte rektor flere gange en elev til mit hus for at hente lidt ”sne” fra min fryser, og han løb tilbage til klassen (for at det ikke skulle smelte på vejen), så de voksne elever kunne se, hvad sne var for noget og forstå bibelteksterne lidt bedre.
Uld kendte de til. De dyrkede det jo selv, endda mens de var elever på bibelskolen.
Der er ingen sne i Vestafrika, men masser af hvidt uld.
Der er nu planlagt en ny oversættelse af Bibelen på dansk. Man satser på, at den nye autoriserede bibel skal være færdig i 2036.
I 2036 er det 500 året for reformationen, hvor Bibelen derefter blev oversat til de første nationale sprog. Vi fik i Danmark den første danske Bibel i 1550.
En lang, men nødvendig proces går nu i gang, fordi det er vigtigt, ”at Guds ord bliver læst, men det er også vigtigt, at det ord, der bliver læst, er Guds,” som en skrev.
Siden 1992, hvor den sidst autoriserede Bibel kom, har sprog, tradition og kultur ændret sig.
Ord kan måske ændres, fordi sproget er ændret, men indholdet skal og bør ikke ændres efter, hvad, vi tror og mener, er rigtigt, end det teksten i grunden siger.
Det er derfor vigtigt, at mange kloge hoveder, som kender hebraisk og græsk som deres egen bukselomme, er engageret, og at sprogforskere og litterære folk kan være med til at give indholdet en nutidig sprogtone, uden at Bibelens sprog bliver for flat, og uden en naturlig og vigtig ophøjethed forsvinder.
Alt det uforståelige skal ikke gøres mere forståeligt, hvis det drejer sig om indholdet af, hvad Gud har åbenbaret om f.eks. en fremtid i Guds rige og de hemmeligheder og det forunderlige, som vi ikke har en naturlig forklaring på, men ordene, der bruges, skal være nutidige, så vidt det er muligt.
Guds Ånds virke og undere skal stadig gå i hjertet på os, når vi læser eller lytter. Bibelen er ikke bare en historiebog. Den er åbenbaringen af Guds forhold og holdning til os.
Der vil altid være en del, vi ikke fatter. Det er jo også det, som gør bibellæsningen så spændende, for vi forstår måske ikke det og det i dag, men læser vi det en anden dag, så drejer Helligånden det for os, og pludselig ser vi meningen – det læste rammer os i hjertet.
Det er Guds Ånd, som gør ordet i Bibelen relevant for os og åbenbarer det forunderlige for os.
Det er mest sandsynligt, at jeg ikke kommer til at bruge den nye oversættelse. Jeg er nok død og borte til den tid, men i Guds himmel vil jeg forstå mere, end jeg gør nu – det vigtigste.
Alt det unødvendige, som vi kan tumle med her på jorden, og som vi også i kirken diskuterer i én uendelighed og bliver noget så uenige om, det har ingen betydning i Guds himmel, er jeg sikker på. Der er vores fokus ikke længere at debattere og kæmpe mod hinanden og vise alle, at ”jeg har nu ret!”
Nu tilbage til den unge kommende kristendomslærer i Nigeria, som stod der så ivrig og beskrev de farlige vandkameler. Han havde jo fået fat på det væsentlige, selvom han ikke kendte til bølger.
Jesus var og er stærkere end alt det onde, som kan møde os. Vi tror, Jesus ligger og sover, når vi har problemer, står i kriser, men kalder vi på ham, så hjælper han os! Vi er jo i samme båd som ham. Han forlader os aldrig!
Om faren er vilde uhyrer, som er ved at sluge os eller bølger, som får vores livsbåd til at kæntre, er måske ikke så væsentligt, men alligevel er det nu bedst, at beretningen i Bibelen om Jesus, der stiller stormen på søen, bliver oversat, som det står på originalsproget og oversat til vores tids sprog.
Min veninde og jeg morede os over den sproglige misforståelse og talte om, at der måske også i vores Bibel er ord og begreber, som vi misforstår, og som skal forklares.
Får vores kultur også sat sit præg på en ny oversættelse, og i hvor høj grad må kulturen kunne ses i teksten, vi får givet? Det vil der nu være nogen vise mænd og kvinder, som skal se på!
En bøn: Kære Gud! Vær du med de mennesker, som skal forny og opdatere ordene i vores Bibel til vor tids sprog. Giv dem visdom, tro og hjerte og lad dem ikke på nogen måde forandre på det, som er vigtigt for vores liv og vores frelse. Amen!
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
