Det er selvfølgelig aldrig sjovt at tabe. Det føles som et nederlag, og er det jo også.
Som barn kunne det ske, at kærlige forældre lod en vinde i kortspil. De kunne ikke nænne, at man som lille skulle opleve at tabe.
Ens elskede barn skulle ikke udsættes for skuffelser. Ja, selv den eftertragtede mandel blev smuglet i ens portion af risengrøden juleaften, så den mindste i familien ikke skulle erfare skuffelsens bitre smag. Mandelgaven var så sikret, og så blev der glæde.
Senere blev vi nødt til at opleve smerten ved ikke at vinde – og godt det samme.
Det er ikke godt at gå igennem livet uden at have oplevet noget, der gør ondt.
Meget skal læres på den hårde måde. Også som voksen oplever vi det.
Hvem har ikke prøvet at søge en stilling og modtage et afslag?
Skuffelsen var stor. Hvad var meningen?
Senere opdagede man, at der faktisk var gemt noget godt i det at få et afslag. En sund læring og en oplæring i, at jeg ikke altid får det, jeg peger på.
Afslaget førte en videre i livet til en ny ansøgning og til et ja, som førte noget endnu bedre med sig.
Hvor var det f.eks. godt, jeg fik nej på de to første præstestillinger, som jeg søgte. Tænk hvis jeg var havnet i Grindsted eller i Holstebro og ikke på Amager? Hvad var jeg ikke gået glip af?
Der kan ligge en skjult velsignelse i et nej.
I nej’ et får jeg en forberedelse til det, der kommer, som måske er meget bedre.
Inspirationen til denne klumme kom selvfølgelig til mig, da Grønland havde valg forleden.
De to partier, som ikke fik de stemmer, de havde håbet på, valgte hurtigt efter nederlaget at lykønske deres modstander med valget.
Det er storsind, og det er tegn på godt demokratisk sindelag.
De lagde ikke ud med en masse beskyldninger om, at valget var blevet ramt af snyd og bedrag. At valget var blevet stjålet fra dem. De hånede ikke deres modstandere, men mødte dem med ydmyghed og venlighed.
Tab og vind med samme sind.
Det samme sker ved valg i DK. Selvfølgelig vil hvert parti gerne vinde, men når valget er afgjort, er der en taber og en vinder, og jeg elsker simpelthen den tradition, vi har, hvor taberne af valget overgir stafetten til den politiske modstander med gode ord og en eller anden tosset gave, som lige har en eller anden ofte meget fjollet og søgt symbolsk betydning.
Det er sjovt, og de to modstandere morer sig og er tilsyneladende fri for lysten til at sværte hinanden til. De ønsker hinanden til lykke med valget i stedet for at nedgøre hinanden.
Det er velgørende og demokrati, når det er bedst!
Vi kan ikke altid vinde, og det, der kan se ud som et nederlag, kan ende med at være én stor velsignelse og gave.
Rent kristeligt ser vi det, da Jesus døde. Det så bestemt ud som et stort nederlag, men Jesu død førte i stedet til en opstandelse.
Uden Jesu død var der ikke blevet en påskemorgen med en opstandelse fra de døde. Gennem det tilsyneladende nederlag blev der sejr – endda for os, som lever nu.
Dødens tegn – korset – blev tegn til liv for os. Det så ud, som alt var slut, men Gud havde noget supergodt til os – tilgivelse for vores synder og evigt liv til os, og det blev tydeligt og konkret gennem Jesu død og liv.
Nu er nederlagets tegn blevet til sejr. Udenforstående, som ikke kender til kristendom, undrer sig. Hvordan kan et torturredskab blive et sejrstegn, som ses overalt i kirker, om halsen på folk, i tatoveringer, på flag osv.? Men Jesus gjorde nederlagets tegn til glædens tegn, for nu er jeg vis på min frelse. Nu frygter jeg hverken liv eller død!
Magtesløsheden fører i Guds rige (dvs. der, hvor Gud får lov til at komme til) til kraft og styrke.
Hvis du oplever nederlag og deraf følgende magtesløshed i dit liv, så vid, at Gud netop griber ind i et menneskes liv, når vi er allerlængst nede. Det er helt normalt ind imellem at tabe. Det er ikke flovt. Op på hesten igen, som man siger og prøv igen. Hold ud, siger Gud.
Nogen har sammenlignet det med et menneske, som er ved at drukne. Livredderen bliver nødt til at forhindre, at den druknende prøver at kæmpe. I stedet skal den nødstedte overgive sig til den, der forsøger at hjælpe, så bliver han/hun reddet.
Hvis du synes, du er en taber på nogle områder af dit liv, så husk livredderen er lige i din nærhed. Slap af. Hold op med at kæmpe. Kald på Jesus – han er din frelser i liv og i død. Han er med dig både i med-og modgang.
Glædelig søndag og ærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst