MUSIK: Den svenske digter og sanger Dan Fägerquist med Frida Ferrada Eriksson indtog lørdag aften scenen i Raschs Pakhuz under sin nordiske turné.

Af Torben Severinsen
“Det var en lørdag aften.” En dansk folkevise, formentlig fra Sjælland engang i 1500-tallet.
Den var ikke på programmet lørdag aften i Raschs Pakhuz i Rønne, men det var til gengæld mange dejlige svenske viser.
Den svenske sanger Frida Ferrada Eriksson lagde på smukkeste vis ud med flere af sine egne sange, bl.a. “Mitt hemliga trick”.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Bagefter var det den svenske digter og sanger Dan Fägerquist, der gik på scenen.
Med en stemme og sin egen stil leverede Fägerquist en dejlig koncertoplevelse. Koncerten bød på en rå og følelsesladet rejse gennem Fägerquists musikalske univers.
Svensk musiktradition
Han fortryllede fra første til sidste akkord, og denne aften var ingen undtagelse. Hans optræden understregede hans stigende status i den store svenske musiktradition. Fägerquist fremstod både sårbar og stærk på scenen.
Hans vokal var rå, nøgen og sugende, men samtidig brølende og sjov. Hver stavelse blev leveret med en intensitet, der fik det til at føles, som om hans liv afhang af dem.



