Stort spørgsmål: Hvad er tro?

Jeg kan lide at bruge ordet tillid i stedet for ordet tro.

Der er for mange, der får ordet tro galt i halsen. Nogen synes, det er for dyrt et ord – et lidt for krævende ord.

Nogen mener, at tro er kun for de meget fromme. At tro er noget, der er forbeholdt de få og de særligt udvalgte, men tro er egentlig noget meget enkelt. Noget enhver kan give sig ud i – og det uden anstrengelser

Tro er ikke at kunne troslæren – dogmatikken udenad.

Tro er ikke at kunne remse de ti bud op, eller kunne Bibelen udenad

Tro er i stedet at vælge at have tillid til, at det Gud står for er sandt.

Tro er at begynde at tage Gud på ordet og handle i tro.

Vi tror, at Gud blev menneske – i Jesus, fordi han så gerne ville overbevise os om, at vi er elsket, og at det gør en stor forandring i vores liv, hvis vi lægger hele vores liv og alt, hvad vi er i Guds kærlige hænder.

Tro er at have tillid til Gud, at vi må leve livet i tillid til hans tilgivelse. Vi er ikke bare accepteret, men vi er elsket.

Det er så enkelt og lyder så nemt, men sådan er det.

Min forstand protesterer og siger, at det ikke kan passe, men Jesus siger noget andet, så lad os tage ham på ordet.

Det er nemlig dybest set Gud, der gør det under, at vi tror, men siger mange: ”Jeg kan ikke tro. Jeg har ikke fået den gave”.

Det har gjort et stort indtryk på mig, at filmmanden Jørgen Leth åbent har sagt, at han vil så gerne tro. Hvis han bare kunne. Han siger i et interview: ” Jeg er klar til at være mere troende,”men sådan udtrykker han det i Jakob Kvists bog om Jørgen Leth ”Sidste udkald for rejsende”: ”Jeg har brug for en dyr telefon for at komme igennem.” Citat fra bogen: ” Jørgen Leth kunne virkelig godt tænke sig at få det direkte nummer til Gud. Hvis Gud findes, må det også findes. Nummeret burde være et sted.” Og så griner Jørgen Leth.

Jørgen Leth bliver i bogen belært om, at troen ikke er en præstation. ”Du tror, at det forudsætter en kæmpe åbenbaring, og at det stiller nogle krav til dig, før du ved, hvad du skal gøre. Men du skal bare kende indgangen til kirken og gå ind ad døren.”

Gamle professor P.G. Lindhardt sagde, tro er kapitulation. Alt andet er ønsketænkning og dagdrømmeri. Og af overgivelsen følger så – praksis.” Side 166 – 167 i omtalte bog.

Jesus bruger det lille bitte sennepsfrø som et eksempel på, hvordan troen kan vokse, men som med alt andet, der vokser, så må vi give troen gode vækstbetingelser.

Det gør vi ved at læse i Bibelen og ved dagligt at bede til Gud; at småsnakke med ham om alt mellem Himmel og jord; at lære ham bedre og bedre at kende; at komme i kirken og være med i fællesskabet der.

Det bedste, jeg ved, er at læse en bibeltekst sammen med andre og få nogle gode samtaler. Det gør vi i kirken, jeg kommer i, og aktiviteten hedder ”Bibelen Rundt”, og vi inspireres af det, vi læser – og af de samtaler vi har.

Vi bliver nødt til at give vores lille tro gode vækstbetingelser, så vi færdes i troen og opbygges i troen.

Den dag, hvor evt. ulykker, sygdom dukker frem, så skal vi helst have et godt fundament at stå på, så vi ikke rystes og går i stykker.

Kristentro er ikke en filosofi – men en relation til en levende Gud

Karsten Isacsen – en norsk præst og forfatter skriver: ”Tro er at gå ud i regnen, når det regner – i stedet for at sidde inde og kigge ud på, hvor det sker. Tro er ikke en præstation. Tro er ikke en intellektuel øvelse”.

Tro er at overgive sig til Gud. Det er jo ham, der har givet mig livet.

Nu og da står vi også med problemer, som synes så store, at vi ved os magtesløse. Der kan vi råbe til Gud, og han kommer til os med sin visdom, sin fred og sin kærlighed.

Det sker, at vi snubler, men Gud fordømmer os ikke, men rejser os op og giver os sin nåde og barmhjertighed. Jesus ved jo, at jeg ikke er perfekt, så jeg må have lov til at snuble gennem livet sammen med ham.

Tro er at få mod til at gå videre.

”Men man kan jo ikke vide det”, tænker du måske. Nej. Men man kan tro det. Ligesom du tror på din datters, din elskedes, din vens kærlighed.

Vide, vide, vide med sikkerhed, at de elsker dig, kan du nemlig ikke. Men tro, det kan du heldigvis.

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst

Seneste artikler

Fik du læst?