Store oplevelser venter på Gudhjem Museum

EFTERÅRSFERIE: I Gudhjem er efterårsferien præget af “Halloween-halløj” med græskar, hekse og stor halmlabyrint. Men byen giver også mulighed for mere rolige oplevelser: Museerne og flere gallerier holder også åbent i efterårsferien.

Museer og gallerier har åbent i Gudhjem i efterårsferien

 

På Gudhjem Museum får byens historie og udvikling plads i den fine, velbevarede stationsbygning fra 1916. Her berettes om livet på stationen og ved jernbanen. En anden særudstilling handler om sejladsen mellem Bornholm og Christiansø.

Selve bygningen er fredet og står med en stor del af sit oprindelige inventar.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udstilling om sejladsen til og fra Christiansø

 

I den gamle vestibule kommer man på vandring i kunstnernes fodspor gennem Gudhjem og Melsted. Udstillingen “Find motivet” viser ældre malerier med markante motiver, som man selv kan genfinde i virkelighedens verden. På museet får besøgende et bykort, der viser vej til motiverne.

Inde i den store udstillingssal kan gæsterne  beundre to unge keramikeres unikaværker og brugsgenstande. Alexandru Murar, som er den ene halvdel af duoen, har netop vundet bornholmsmesterskabet i drejning, som fandt sted under Bornholm Craft Weeks.

Han udstiller bl.a. nogle imponerende store krukker med spændende askeglasurer. Anette Leegaard gør sig særligt bemærket med sine originale, støbte porcelænsgenstande, hvor aviser, håndklæder og viskestykker har været brugt som støbeforme.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udstillingen “Find motivet”

 

På arealet foran museet er der for ganske nylig flyttet seks store, tonstunge granitskulpturer ud i “Sommerfuglemarken”, der er et 15.000 m2 stort areal, udlagt som habitat for vilde planter og insekter. Brede, slåede gange fører gæsterne gennem marken, hvor der er en storslået udsigt over landskabet og havet.

“Gudhjem Museum har sidste åbningsdag i år søndag 22. oktober. Åbningstiden er fra torsdag til søndag fra kl. 13 til 17”, oplyser Hanne Strøby fra Gudhjem By- og Museumsforening.

Seneste artikler

Fik du læst?

Ventetid…

 Mon ikke vi alle har prøvet at vente og vente, så vi næsten ikke kunne holde det ud? Det kræver al vores tålmodighed, men vi

Læs mere »