Stor opbakning til Gourmet Bornholm

På foreningen Gourmet Bornholms generalforsamling, der blev holdt tirsdag aften, så deltagerne tilbage på et år, der har været præget af stor usikkerhed, og som har tvunget alle fødevareproducenter og spisesteder til at tænke i nye aktiviteter og muligheder.

Bornholms Madkulturhus danner hvert år rammen om mere end 300 arrangementer. I 2020 blev det kun til en tredjedel, da mange grupper og skoler måtte aflyse.

 

“Foreningen Gourmet Bornholms medlemmer har bestemt ikke ligget på den lade side i 2020: Tværtimod har de knoklet som aldrig før og vist bornholmerne og resten af de mange danske besøgende på øen, at Bornholm stadig byder på noget helt særligt, når vi taler smagsoplevelser”. Det fortæller foreningens formand, Maria Barslund.

Travl højsæson

Selvom foreningens fødevarefremstød uden for Bornholm var begrænset i 2020, har Gourmet Bornholm udnyttet en travl højsæson på øen. I butikken Skafferiet på Melstedgård blev der i 2020 slået omsætningsrekord dette til trods for, at Madkulturhusets samlede antal gæster kun udgjorde 19.000 besøgende, hvilket er 11.000 færre end i 2019.

Mange aflysninger

“På et normalt år har Madkulturhuset ca. 350 aktiviteter i løbet af et år, men i 2020 nåede vi kun en tredjedel, idet mange gruppeture, skolerejser osv. blev aflyst”, siger Mara Barslund og fortsætter:

“Som forening har vi været hårdt spændt for i 2020, og har måttet reducere både lønkroner og aktiviteter. Samtidig har foreningen løst en række konsulentopgaver, og fået kompensation for faste omkostninger med hjælp fra øens tre store fonde, Sparekassen Bornholms Fond, Brdr. Larsens Legat samt Bornholms Brand, hvilket resulterer i, at foreningen kan præsentere et lille overskud på 24.461 kr. i 2020.

I 2021 forventer foreningen igen at kunne skrue op for aktiviteterne i foreningen, og at det i højere grad bliver muligt at afholde medlemsmøder med relevante temaer, som vi plejer”, fortæller Maria Barslund.

Nye medlemmer

“Vi er rigtig glade for at kunne byde nye medlemmer velkommen i foreningen. Foreningen har netop optaget Mayö, Fangst, Siemsens Gaard, Âvijll, De tre tjenere, Line Falk og Nordikos som nye medlemmer, fortæller sekretariatschef Mikkel Bach-Jensen, og foreningen udgør dermed 75 medlemmer.

Ny bestyrelse

På gårsdagens generalforsamling blev der også skiftet lidt ud i bestyrelsen, idet Henrik Petersen (tidl. Stammershalle Badehotel) ikke genopstillede. I stedet blev Søren Jensen (Hasle Røgeri) valgt ind, og bestyrelsen udgør dermed Maria Haugaard Barslund (Svaneke Bryghus), Mads Meisner (Havtorn Bornholm), Christian Heide (Kalas Kalas), Jess Hoffmeyer Nielsen (Borngros) samt Søren Jensen (Hasle Røgeri). Jonas Bohn (Bornholms Ismejeri) blev valgt som suppleant og med i bestyrelsen sidder også Hans Hansen (Bornholms Oliemølle), som er udpeget som observatør for Bornholms Landbrug & Fødevarer. Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Maria Haugaard Barslund som formand, og Mads Meisner som næstformand.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?