Bogen om russertiden på Bornholm er nu solgt i over 1700 eksemplarer, og derfor er bogen nu trykt i et tredje oplag. Samtidig udkommer bogen også som lydbog.

Forfatter Thomas Kofoed Poulsen er stolt over interessen for bogen “Russertiden – de sidste vidner”. Bogen skildrer forholdene på Bornholm under den tyske – og russiske – besættelse. For sådan føltes også den russiske ankomst til øen.
Mens Danmark fejrede befrielsen blev Bornholm bombet af Sovjetunionen. Øens tyske kommandant ville ikke overgive sig til russerne, hvorfor Den Røde Hær bombede byerne Rønne og Nexø. Først derefter overgav tyskerne sig og sovjetiske tropper indtog øen. Var Bornholm blevet befriet eller besat på ny? Den Røde Hær blev på Bornholm i 11 måneder, som blev en særlig periode i øens historie – russertiden.
Med bogen har forfatter Thomas Kofoed Poulsen bidraget til det store fokus, som russertiden har fået her 75 år efter russernes afrejse.
En god fornemmelse
“Jeg er meget beæret over, at bogen har solgt over 1700 eksemplarer. Det er også en god fornemmelse at have bidraget til, at historien om russertiden er kommet endnu bredere ud end før, hvor forbavsende mange danskere ikke kendte til dette særlige kapitel i den bornholmske og danske historie,” fortæller Thomas Kofoed Poulsen.
75-året for russertiden er blevet markeret gennem hele 2021 med flere udstillinger, foredrag og adskillige kulturelle arrangementer under Bornholms Kulturuge. Det understreger, at historien fortsat betyder meget for bornholmerne.
De sidste vidner
I bogen skildres russertiden af 30 ældre bornholmere, som fortæller om deres oplevelser lige fra døds- angsten under bombardementerne til de romantiske forhold med soldaterne. Derudover inddrages ældre beretninger af amtmand von Stemann og den tyske kommandant von Kamptz. Sluttelig sætter de to historikere Jakob Seerup og Bo Lidegaard ord og perspektiv på begivenhederne.
