Støtter Cirkusbygningen i Sandvig med 450.000 kr.

STØTTE: Lokale ildsjæle fordelt over hele landet får nu 15 mio. kr.i støtte til at realisere i alt 17 projekter som del af Realdanias Underværker-kampagne.  Det gælder blandt andet frivillige fra Foreningen Cirkusbygningen i Sandvig, der ønsker at skabe gode rammer for teater, gøgl og scenekunst på Nordbornholm.

Glæde i Foreningen Cirkusbygningen. i Sandvig

 

Foreningen Cirkusbygningen i Sandvig har netop modtaget 450.000 kr. til at sænke ressourceforbruget til opvarmning i den smukke gymnastiksal, som siden 1997 har fungeret som cirkusbygning og kulturhus. Cirkusbygningen i Sandvig er blot ét af de i alt 17 nyskabende projekter, som nu får støtte fra den filantropiske forening Realdania til at gøre ildsjælenes byggedrømme til virkelighed.

Projekterne støtter fysiske rammer om lokale fællesskaber. Flere af projekterne har desuden fokus på den grønne dagsorden ved at genbruge og gentænke tomme bygninger og steder. 

Vibrerende centrum
Ildsjælene fra Allinge-Sandvig ønsker at forbedre de fysiske rammer i den gamle bygning, så den kan blive et vibrerende centrum for lokale kulturaktiviteter og udøvende scenekunstnere på Bornholm hele året rundt.

Cirkusbygningen tilbyder et alternativ til de gængse idrætsforeninger, hvor lokale fællesskaber i alle aldre skal mødes om alt fra dukketeater til koncerter og billedkunst. Ved at varmeoptimere bygningen med øje for de gamle arkitektoniske værdier, er Underværket på Bornholm ét af de projekter der arbejder med ressourcebesparende tilgange i historiske bygninger.

Store og små byer
I Realdania-kampagnen Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri til og for fællesskaber. Siden 2011 har Realdania støttet i alt 349 ildsjæleprojekter over hele landet med samlet omkring 190 mio. kr. Underværkerne er både i storbyen, i de mindre byer og i landsbyerne: ”Alle vegne er der ildsjæle, som med en ihærdig, frivillig indsats bidrager til at styrke det lokale fællesskab. Dét engagement ønsker vi at støtte, og jeg glæder mig til at se fællesskaberne folde sig ud for alvor i bygninger og byens rum,” siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

Folkelige laboratorier for grønne tiltag

Flere af Underværkerne har på forskellige måder fokus på at genbruge og gentænke bygninger eller byggematerialer til nye funktioner. På den måde fungerer de projekter som småskala-forsøg af, hvordan man kan arbejde med klima- og ressourcebesparende tilgange i byggeriet.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Mange aktiviteter i Cirkusbygningen

 

”Ildsjælene har en evne til at eksperimentere og se muligheder før mange andre. I Underværker lader vi ildsjælene få mulighed for at afprøve, teste og undersøge i lille skala, hvordan vi kan arbejde med klima- og ressourcebesparende tilgange i byggeriet,” siger Laura Kristine Bjerre Munch.

Seneste artikler

Fik du læst?