Borgmesterkandidat Claus Larsen-Jensen er direkte på FaceBook-TV onsdag 3. marts kl. 17 for at besvare spørgsmål fra vælgerne. Ordstyrer er journalist Georg Julin.

“Efter flere forespørgsler om mine holdninger til flere emner, hvis jeg skulle blive valgt til borgmesterkandidat, har jeg besluttet at sætte tid af til direkte dialog med de vælgere fra Socialdemokratiet, der skal urafstemme i marts”.
Sådan siger den socialdemokratiske borgmesterkandidat Claus Larsen-Jensen til Bornholmnyt.dk. Men han ved også, at det interne borgmester-valg i Socialdemokratiet interesserer alle andre på øen end de socialdemokratiske vælgere, der skal afgøre hvem, der skal føre socialdemokraterne an, når kommunalvalget finder sted senere på året.
Stil spørgsmål til Claus
Claus Larsen-Jensen siger:
“Jeg modtager også gerne spørgsmål fra andre bornholmere. På onsdag vil jeg derfor svare på spørgsmål i direkte debat om de spørgsmål, der enten er sendt ind på forhånd, bliver sendt undervejs, eller bliver stillet af journalist Georg Julin på selve aftenen. Jeg håber, at debatten bliver afklarende for mange af de spørgsmål, der presser sig på, og naturligvis er medierne også velkommen til at gå ind i debatten”, slutter Claus Larsen-Jensen.
Man kan deltage i Facebook-debatten onsdag 3. marts kl. 17 på www.facebook.com/ClausBedstforBornholm.









