Sport er sundt – hvis vi spiller med

Det er fodbold tider! Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg har altid syntes, at fodbold drejede sig om, at nogle mænd løb forvirrede rundt og sparkede lidt tilfældigt til en bold, som røg et helt andet sted hen, end meningen var, og der kunne gå 90 minutter måske uden et eneste mål. Kedeligt ud over alle grænser. Jeg syntes, publikum var sjove at se og høre på, men selve kampen – gab!

Når der nu er landskamp, så følger jeg dog ganske godt med og hepper på vore danske drenge. Jeg er begyndt at omvende mig og kan godt se nu, at der er mål og mening med al den løben rundt. Ja, jeg istemte ligefrem høje råb sammen med vores nærmeste nabo, der på den anden side af væggen til vores lejlighed yderst højlydt gav udtryk for sin mening, når der skete noget dramatisk på fodboldbanen. Nu ser jeg da frem til de næste kampe, tro det eller ej. Selvfølgelig skal vi da vinde.

I det hele taget er jeg blevet sportsinteresseret på mine gamle dage. Tennis, håndbold og Tour de France skal nok holde mig beskæftiget sommeren igennem. Sport er sundt. Jeg kan se på det i timevis.

Bibelen nævner for øvrigt ret meget om sport.

I Det Gamle Testamente drejer det sig om sport som forberedelse til kamp mod fjender. Det er ikke altid en fredelig kappestrid. Der er folk, der løber, der skyder med bue og pil for at øve sig, og vi husker måske alle den unge David, der bruger sin stenslynge imod fjenden og kæmpen Goliath.

I Det Nye Testamente er det Paulus, som bruger forskellige billeder fra det græske sportsliv, som vi jo ved er baggrunden for De Olympiske Lege og alle mulige andre sportslege, som bredte sig i flere lande.  Nu er kampsport som forberedelse til rigtig kamp i krig blevet til rigtige sportsbegivenheder, som vi den dag i dag hylder og fyldes af begejstring for. Vi taler stadig om OL, ser frem til de mange forskellige discipliner, som vi nu også her i sommer skal opleve – de fleste af os dog på vore TV skærme. Glæd jer til fredag 26. juli – søndag 11. august.

Paulus refererer til græsk sport mange gange. Her er et eksempel:

”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” 1 Korintherbrev kap.9 vers 24 – 27.

Paulus har lige inden talt varmt om, hvor vigtigt det er, at kirken og kristne i det hele taget er rummelige. Paulus har i sit eget liv levet sig ind i alle former for liv. Han beskriver levende, hvordan han er – blevet svag for de svage for at vinde de svage – blevet en jøde for at vinde jøder.  Paulus er gået langt for at blive et med de mennesker, som han vil forkynde Jesus for. Han har gjort det uden at være gået på kompromis med evangeliet om Jesus liv, død og opstandelse.

Nu løber han som den kristne leder, han er, et løb i åndelig forstand, og den sejrskrans, som Gud giver, visner ikke. Det gør en evt. laurbærkrans, som ellers blev brugt til at hænge på halsen på vindere i sport.

Paulus har været hård ved sig selv i sin iver efter at vinde mennesker for Jesus Kristus. Man skal ikke hvile på laurbærerne.

Han gør det, for at han ”som har prædiket for andre ikke selv skal blive forkastet.”  Heldigvis ved vi fra andre af hans skrifter, at vi ikke frelses pga gode gerninger, så vi kan gå og rose os selv, men vi frelses af Guds nåde og hans kærlighed, men holdningen er god nok. Gud velsigner ikke dovenskab, og det er såre vigtigt, at mennesker tager imod den frelse, som Gud har skænket os gennem Jesu død og opstandelse, og vi er sammen ansvarlige, så alle, vi er i nærheden af, får tilbuddet om frelse.

Paulus bliver kritiseret ikke mindst fra jøder, fordi han følger Jesu eksempel og danner venskaber med folk, som han ellers er fjernt fra. Han har i sig en længsel efter, at mennesker af alle slags skal høre og tage imod den kærlighed og tilgivelse, som er tiltænkt os alle. Derfor bliver han som en af dem – går sikkert klædt som dem, spiser sammen med dem, lærer andres kultur at kende osv.

Jeg spørger mig selv: ”Er jeg blevet åndelig doven?” ”Er jeg blevet en lænestols kristen, som er tilskuer til livet, hvor mennesker længes efter meningen med tilværelsen?” ”Brænder jeg for evangeliet” ”Elsker jeg mennesker, så jeg også vil, at de skal opleve Gud som en levende virkelighed?”

Det er bedst at være med på fodboldbanen. Spillerne er dem, der får mest ud af en kamp. Der er ikke noget, der hedder Guds publikum. Vi har et ansvar for mennesker omkring os og må spille med, når Guds startfløjte lyder med ord eller handling til følge!

God sports sommer og glædelig søndag!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Du vil måske også synes om

Den professionelle…

HÅNDVÆRK: Simon Leegaard Rømer er ikke bare bornholmer med stort B og en usædvanlig hyggelig mand – han er også en del af det super-professionelle team fra Knudsker VVS Vist kan 50-årige Simon Leegaard Rømer godt lide at være blandt kammeraterne på fisketur i Sverige, men vær sikker på, at

Læs mere »

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Tirsdag 27. oktober. Solen står op klokken 06.53 og går ned klokken 16.34. Dagen er aftaget med syv timer og 43 min. Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en god tirsdag.   Vejret i dag: Skyet med tørt vejr. Temp. mellem 12 og 13 grader og vinden tiltager og bliver jævn

Læs mere »