Spændende navne til Wonderfestiwall

Wonderfestiwall offentliggør Drew Sycamore, Lord Siva og tre andre navne til næste års festival

Wonderfestiwall – (Foto. Frederikke Wulff)

Wonderfestiwall vender, forhåbentligt,  tilbage i 2022 med nye store musikoplevelser på Bornholm. 

Og til sommer kan publikum opleve navne som Drew Sycamore, Lord Siva, Lis Sørensen, Blaue Blume og Hugorm på Hammeren.

Dermed rummer plakaten indtil videre Drew Sycamore, Lord Siva, Lis Sørensen, Blaue Blume, Hugorm, D-A-D, Benjamin Hav & Familien, Andreas Odbjerg, Dopha og Goss.

De kan alle opleves i Bornholms smukke natur ved Hammershus’ historiske borgruiner til sommer. 

Festivalen vil gennem vinteren og foråret offentliggøre mere end 30 kunstnere til Wonderfestiwall 2022.

Den lille festival emmer af idyl og lokal hygge, som især skyldes de mange fraflyttede bornholmere, der troligt vender hjem og støtter op om lokalsamfundet og de gamle venskaber.

To års pause

Medarrangør Daniel Mühlendorph siger:

”Vi er fuldt i gang med at planlægge Wonderfestiwall 2022. Efter to års pause er vi klar til vokseværk og til at holde en uforglemmelig festival på Bornholm. Wonderfestiwall vokser år efter år, og det kan også ses på vores musikprogram, som hvert år når et niveau højere end forrige. Med vores musikprogram og de helt fantastiske oplevelser på Bornholm kan vi bestemt tilbyde en unik festivaloplevelse, der er værd at rejse efter for at opleve.”

Dansk hygge

Wonderfestiwall byder således igen til sommer, om alt går vel,  på et ambitiøst musikprogram og dansk hygge i særklasse. De tre festivaldage er unikke i kraft af det alsidige musikprogram og den dragende placering på smukke Nordbornholm, som skaber de perfekte rammer for en helt særlig festivaloplevelse. Det er svært at finde en bedre beliggenhed for en sommerfestival end solskinsøen.

Drew Sycamore

Hun har manifesteret sig som en af de nye, stærke profiler på den danske musikscene med Take It Back, 45 Fahrenheit Girl og storhittet I Wanna Be Dancing. Og hendes talent er ganske enkelt ikke til at tage fejl af med nomineringer til både ‘Bedste Nye Navn’, ‘Bedste Nye Live Navn’ samt ‘Årets Nye Navn.’ 

Drew Sycamore er halvt walisisk/halvt dansk og voksede op i Nordjylland. Her lagde hun ører til historier om Wales og London, som var en stor del af hendes mors og mormors liv. Og det gav benzin til en rejse mod England, et land identisk med mange musikalske drømme, et sted hun også følte sig hjemme, især hjulpet på vej af sin mors historier.

Efter seks år i England vendte hun tilbage til Danmark i 2015. Hun flyttede til København, hvor hun startede sin solokarriere og fik skrevet en del sange for blandt andre Medina, Gulddreng, Dúné og mange flere.

Hendes stemme formår at række langt ind i hjertet på publikum, og hun kan med røsten og guitaren spille Wonderfestiwall op udover det sædvanlige. Vi glæder os!

Lord Siva

Lord Siva gjorde sig for første gang bemærket i starten af 10’erne og har siden været med til at bringe bevægelsen af følelsesfuld hiphop til Danmark.

Han kan desuden blære sig med at have hitsinglen Paris, der blev den næstmest afspillede sang herhjemme i 2019 med over 17 millioner streams på Spotify, og Solhverv i sin diskografi. Lord Siva behøver ikke at være en bestemt kunstner. Han lader sig ikke begrænse og indskrænker ikke sin egen frihed. Det kommer blandt andet til udtryk i hans flydende balancegang mellem pop og andre genrer som rap og electro, der er en vaskeægte, musikalsk force.

Lis Sørensen

Med et imponerende repertoire byder Lis Sørensen på en perlerække af hits fra fire årtier. En sprællevende samling af numre gør, at hun stadig står skarpt i nutiden og formidler fortidens toner med Verden Er I Farver, Tæt På Ækvator, Mine Øjne De Skal Se og mange, mange flere. Lis Sørensen leverer det ene hit efter det andet med en naturlig elegance, som uden tvivl vidner om hendes egen kærlighed til det store repertoire. Og med sin stærke vokal i centrum favner hun et stadig større publikum.

Blaue Blume

Den overvejende langsomme og legesyge musik bevæger sig ofte på grænsen mellem det gale og geniale. Den bliver skabt af de fire gymnasievenner Jonas Schmidt, Søren Buhl Lassen, Buster Jensen og Robert Jensen Buhl. Sammen har de opbygget et univers med masser af melodiske detaljer, som bevæger sig på tværs af genrer som indie, rock og dreampop. 

Hugorm

En fælles trang til at ventilere deres skråt-op-fingre gennem musikken blev startskuddet til et nyt, dansk band, Hugorm. Et band, der blev til i en garage i Klitmøller i 2017, og som er ført an af Simon Kvamm, Árni Bergmann Jóhannsson og Morten Gor. Folk Skal Bare Holde Deres Kæft blev titlen på deres første EP, der udkom i januar 2020. Det bestod af seks numre, der sparkede det musikalske projekt i gang med et hav af indestængte følelser for fuld udblæsning. Siden har de givet den gas, og det udmøntede sig i to nomineringer ved Danish Music Awards 2021 i kategorierne ’Årets Gruppe’ og ’Årets Nye Livenavn.’