Sort uheld: Begge biler solgt fra Hasle-teamet efter DM i Sæby

To biler fra det bornholmske Teamvwrally fra Hasle blev solgt på auktion efter løbet DM-afdelingen i Sæby
To af de bornholmske biler blev solgt efter DM-afdelingen i Sæby.

De fire folkerace kørere fra Teamvwrally i Hasle, Torben Larsen,  Tobias Larsen , Christina Steinlein og Mathias Steinlein har netop været i Sæby og deltage i DM’s fjerde afdeling på Ørnedalsbanen. Det gik ganske godt på banen- men to biler blev solgt på auktion…

De gule biler tiltrak sig igen opmærksomhed, og der var stor ros til bornholmerne fra alle sider.

Ud over kørerne var holdets faste mekaniker Brian Borgen med samt kæresten Michelle og deres tre-årlige datter Silje, der sammen med to andre bornholmske støtter, Mette Olsen og Jacqueline Lundgaard med som det bornholmske heppekor.

Teamet oplevede både medgang og modgang i løbet af dagen.

Tre femtepladser

Mathias, der havde sin første kørsel på Ørnedalsbanen, lå godt i front i første heat i sin Seat, men desværre ramte han autoværnet, som kostede en bøjet bærearm og styrestang.

Det blev derfor “kun” til en femteplads. Han fik desværre også en dårlig start i andet heat, og det blev derfor til endnu en femteplads.

I tredje heat kom Mathias godt fra start, og han kæmpede bravt og kom ind på en flot andenplads. Han kvalificeret sig dermed til B- finalen i standard.

Det blev en meget hård B-finale, Mathias gav den alt, hvad den kunne trække, men de andre biler var hurtigere, og han måtte endnu engang nøjes med en femteplads.

Tre heatsejre til Christina

Christina’s VW Golf 3 kørte perfekt, og hun tog heatsejre i alle tre indledende heat – og vandt også finalen. En fornem præstation.

Tobias havde god fart i sin VW Golf 2’er, og han lagde ud med heatsejre i de første to indledende heat. I tredje heat lå han i front, men han “blev taget” i den sidse omgang og endte på en andenplads.

Da der var lighed i pointene, måtte han i lodtrækning om startplaceringen i A-finalen. Og det blev en meget hektisk finale,

Den bil, der lå i front, punkterede og feltet rykkede op. Desværre blev Tobias påkørt, tabte en placering og endte på en tredjeplads.

Torben snittede autoværnet

Torben gav den godt med gas i sin Audi i første heat, han lå i front, men desværre snittede han et autoværn og måtte tage til takke med andenpladsen.

I andet heat lå han igen i front, men desværre blev han ramt af en punktering og måtte lade sig overhale og nøjes med sidstepladsen.

I tredje heat var der en del tumult i starten, men Torben kæmpede sig ind på en tredjeplads og det blev til en plads i C-finalen.

Det bornholmske team holdt humøret oppe – trods salget af to af bilerne

 

Her gik det rigtig godt for Torben, han kæmpede og på trods af lidt buler p.g.a. nærkamp med en modstander vandt han og var dermed videre i B-finalen. Bilen blev hurtig rettet op med hjælp fra mekaniker samt en af Torbens konkurrenter  – og Torben kørte til start igen.

Desværre havde dommerne i mellemtiden valgt at udelukke Torben samt en anden kører for ikke at respektere gul flagzone i C-finalen. Så Torben fik ikke lov til at stille til start, men måtte nøjes med sidstepladsen i C-finalen.

To biler blev solgt

Efter en lang dag var vi nået til den berømte budrunde, hvor bilerne sættes på auktion og kan blive solgt. Sådan er reglerne i Folkerace.

Der blev lagt en del flere bud end normalt. I Sæby skal der snart holdes det årlige tredages løb, og derfor var der lang kø til budrunden, da alle dem, der ikke selv gider at bygge en bil, vælger at byde på andres biler  – og dermed på en nem måde får en bil at deltage med.

Og desværre var der to, der havde lagt bud på Tobias VW Golf 2’er og tre købere, der havde lagt bud på Christinas’s VW Golf 3’er.

Og begge biler blev solgt – til stor ærgrelse for det bornholmske team.

Stolte, men ærgerlige

“Vi er selvfølgelig stolte over at folk synes vi har nogle gode og flotte byggede biler.  Vi var da også forberedt på,at det kunne ske igen, men det er ingen hemmelighed, at det er noget, der tager al kampgejst ud af os.  Vi rejser rundt i landet og deltager i alle afdelinger af Danmarksmesterskabet og støtter op om sporten, og så er der nogen, der køber bilerne for at deltage i et enkelt løb. Det er efter vores mening usportsligt”, siger Christina Steinlein.

Lige nu er der sommerpause ind til søndag 15. august. Så teamet har lidt tid til at tænke over hvad det stiller op uden de to biler, der blev solgt i Sæby.

Seneste artikler

Fik du læst?