MUSIK: Musikhuzet går sammen med Fuldt Hus og giver socialt udsatte mulighed for gratis koncertoplevelser

Musikhuzet i Rønne har indgået et samarbejde med foreningen “Fuldt Hus” for at give socialt udsatte i vores samfund adgang til udvalgte koncerter. Dette gælder specielt koncerter, hvor der ikke forventes udsolgt, og hvor salen ellers ikke ville blive fyldt op. Dette initiativ er en del af målet om at skabe et inkluderende og mangfoldigt kulturmiljø, hvor alle, uanset sociale eller økonomiske forhold, kan få del i musikkens og kulturens magi.
Hos Musikhuzet tror de på, at kultur og musik kan skabe fællesskab og forandring. Mange mennesker i vores lokalsamfund mangler dog økonomiske ressourcer til at deltage i kulturarrangementer. Med dette samarbejde kan de tilbydes overskydende billetter til dem, der har mest brug for et frirum, hvor de kan få en pause fra hverdagens udfordringer.
Mental og social styrke
Koncertoplevelser kan være med til at løfte mennesker mentalt og socialt. Musik har en særlig evne til at skabe glæde, styrke følelsen af fællesskab og tilbyde en vigtig pause fra dagligdagens bekymringer. For socialt udsatte, der ofte oplever isolation eller manglende adgang til kulturelle aktiviteter, kan det at deltage i en koncert have en betydningsfuld indvirkning på deres velvære og følelse af tilhørsforhold.
De gratis billetter stilles til rådighed på Fuldt Hus’ platform, og her kan godkendte modtagerorganisationer booke billetter gratis og herefter invitere deres deltagere ud og høre musik.
Trygge rammer
For at blive en godkendt brugerorganisation, skal man være en almennyttig forening, som arbejder for at mennesker i udsatte positioner kommer ind i samfundets fællesskaber. På den måde bliver billetterne tilgængelige for socialt udsatte, der ellers ikke har råd til at deltage i kulturelle arrangementer.
Og samtidig dannes en tryg ramme for besøget, fordi man følges med nogle, man kender. Billetterne uddeles efter et først-til-mølle-princip og gælder kun for udvalgte koncerter, hvor der er overskydende pladser. Det er vigtigt at bemærke, at dette er et tilbud og ikke noget, der kan gøres krav på. Initiativet er skabt for at sikre, at så mange som muligt kan få en unik koncertoplevelse, når mulighederne opstår. Billetterne formidles via fuldthus.dk og altså ikke ved henvendelse til Musikhuzet.
Musik for alle
Fuldt Hus er en forening, der arbejder for at kulturelle fællesskaber også blive tilgængelige for mennesker i udsatte positioner. Gennem samarbejder med kulturinstitutioner som Musikhuzet giver Fuldt Hus mulighed for, at mennesker, der ellers ikke har råd til kulturtilbud, kan få adgang til unikke oplevelser. Initiativet skaber glæde og fællesskab blandt dem, der har mest brug for det.








