.jpg)
”Far, råbte pigen, – “se, hvad jeg har lavet til dig – en juledepression!” =g så kom hun op af trappen med den fineste juledekoration – jublende lykkelig over at kunne glæde sin far!
Historien er sand, for jeg kender både faderen og pigen og har fået situationen beskrevet i et julebrev for år tilbage. En juledepression – den lille pige havde ikke helt sit sprog på plads endnu!
Julemåneden er desværre tiden, hvor mange får en juledepression.
En glad tid er det for mange, men andre har det ufattelig svært, og jeg har flere gange hørt nogen sige: ”I år bliver det ikke rigtig jul!” Jeg har hørt det, når der var mennesker, som havde mistet en kær slægtning her i denne måned, og jeg forstod udmærket, hvorfor de kom med sådan en negativ bemærkning. Sorgen var for stor. Bekymringerne var for mange!
Det gode budskab er så netop, at det netop blev og bliver jul, fordi der er så meget, der kan tynge os ned, så meget som kan bekymre den enkelte, så meget som kan gøre os depressive og ja, bange!
Men jul – det bliver det, for Jesus kom netop til jord til frelse/ redning for de deprimerede; de sørgende; de forladte; de trætte; de rigtige; for dem, der mener, de kan selv; for de økonomisk belastede. Jesus kom til os alle, og han gør det endnu i dag og i dagene, der kommer.
Det kan ske, at der er mennesker, som ikke får meget ud af hverken diverse julekalendere, de mange nisser, det store forbrugsmarked, og der er nogen, for hvem al den tale om fællesskab i julen virker så forkert, når de ved, at de kommer til at sidde helt alene – uden hjælp eller venner, familie! Der er mennesker, som finder det uendelig tomt, og som har svært ved at deltage i den juleglæde, som alle ellers ser ud til at være midt i.
Jesus, som ER julens centrum, kommer også til den, der er blevet alene, og som har mistet. Han kommer til alle, for hvem glæden er blevet borte. Han er der i depressionens mørke.
Skuespiller Bodil Jørgensen oplevede under sin ulykke under en Far til Fire film, at hun jo svævede mellem liv og død. Hun havde en nærdødsoplevelse. I en samtale med Mikkel Wold (præst i Marmorkirken) nævner hun i den forbindelse, at julen ligesom forbinder os med evigheden.
Hun siger: ” Der er nogle kræfter, som bor i en, og som forbinder os til evigheden, og man bliver dybt berørt deraf. De kræfter er det værd at tære på og lede efter. Især hvis man har det som i sangen ”Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, ved ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?”
Og Bodil fortsætter: ”Altså kommer det ikke snart? Det, der skal til, for at jeg ikke uddør. Men så kommer håbet i fuldstændig uventet form. Gud lader sig føde som menneske, som et lillebitte barn. Man behøver ikke være kristen, man skal bare høre historien. At der fødes et barn. Kristus vokser op og kan sådan set ingenting. Han er ikke uddannet, han har ingen bankkonto, han har ikke noget at give. Udover sin kærlighed som et barn, der lægger sig i sin mors arme.”
Bodil Jørgensen oplevede i sin hospitalsseng, hvordan hun forlod sin seng, kunne se læger og familie bøje sig over hendes krop, høre sin mand sige: ”Nu er Bodil død!” Men hvordan hun oplevede smukke ting, men hvordan mørket pludselig omsluttede hende. Der oplevede hun, at Gud var i mørket. Hun siger: ”Det var en stor trøst, også fordi jeg kunne give slip. Jo mørkere det blev, desto mere turde jeg træde ind i mørket. Jeg så ikke lys eller en beredt vej, tonestiger eller engle, men Gud var i mørket”. (Uddrag af Joan Øhrstrøms samtalebog: ”Gå med fred” med Bodil Jørgensen og Mikkel Wold.) Bodil Jørgensen vågnede igen op til livet her!
Jesus kommer til alle – og ikke mindst, hvis vi ikke står i vejen for ham.
”Jeg kan ikke se juletræet!” udbrød en lille dreng, da døren til det tændte træ gik op! ”Flyt dig”, sagde en anden til et lidt større og bredere menneske, som netop fyldte hele døråbningen og derfor skyggede for det lysende og flot pyntede træ, så den lille dreng ikke kunne se!
Vi kan så nemt komme til at skygge for hinanden, så vi ikke ser lyset , så vi ikke opdager, hvad julens egentlige budskab er!
Vi kan skygge for hinanden på mangfoldige måder. Vi kan gøre det, når alle forberedelser bliver gjort med tanken: ”Bare det hele dog var overstået!”
Vi kan skygge for hinanden ved ikke at tage hinandens sorg og savn alvorligt. I den til tider lidt overfladiske stemning (sådan kan alt ”julehaløjet” virke på nogen) hvor vi regner med, at alle har grund til at være så glade – det er jo julemåned – kan vi bevirke, at ensomheden bliver endnu større, for ”der er jo ingen, der tænker på mig – ingen, der har det så svært. De der glade mennesker, de skulle lige vide, hvor svært jeg har det!”.
Andres glæde og begejstring kommer til at stå i skærende kontrast til ens ulykke, sorg og ensomhed. De mennesker må vi ikke glemme!
Julen er netop for dem, der næsten har opgivet al håb, al tro.
Søren Huss har en sang, som har gjort indtryk på mig, hvor omkvædet lyder:
”Fra alle drømme bristet
Uden tro, uden håb
Med et hjerte, der skriger: ”Jeg kan ikke mer”
Jeg tror, jeg bliver liggende her
Her uden tro, uden håb”
Midt i december, hvor vi nu er kommet til anden søndag i Advent, hvor alt synes så skønt, og hvor vi hører julesang og julesalmer i byens varehuse, og rigtig mange af os styrter rundt med ønskesedlerne i lommen, der bør vi og skal ikke glemme de mennesker, som kunne synge med på Søren Huss`sang.
Jesus kom for at give mennesker – alle mennesker tro og håb! Vi – den enkelte – er dem, der skal bringe det lys og det budskab ud i verden, hvor mørket råder!
Vi kaster skygge, ja, mørke ind i vore medmenneskers liv, når julens budskab om Jesu komme er trådt tilbage og alt ender i det rene nisseri!
Og det siger jeg, som i øjeblikket har travlt med at sætte hundrede af nisser op i vores hjem.
Jeg synes, de pynter i deres røde gevandter, og de kan fint stå der sammen med de engle og den krybbe med Josef og Maria, som vi også har!
Julemåneden er en dejlig tid. Denne klumme har måske understreget alt det svære lidt for grundigt, men lyset kommer ikke til at fylde, hvis ikke også mørket beskrives. Vi må være realistiske!
Glæden, forventningens glæde skal vi være med til at sprede med vores positive holdning, men også vores forståelse af, at nogen måske netop i denne tid har ekstra meget brug for vores opmuntring og støtte!
Glædelig anden søndag i Advent!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
