.jpg)
GRUNDLOVSDAG: De konservative holdt et skønt Grundlovsmøde på Bornholms Ismejeri i Svaneke – mange mødte frem og hyggede sig med musik, fællessang, kaffe – og Krølle Bølle Is. Her bringer vi borgmester Jacob Trøsts grundlovstale
Tak fordi jeg får lov at tale på denne helt særlige dag.
Vi fejrer Grundloven og det har vi gjort siden 1849. Det er egentlig lidt imponerende at man dengang kunne lave en lov, som – i det store hele – stadig er yderst relevant i vores samfund, og som vi stadig bygger vores lovgivning på.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der har selvfølgelig været nogle ændringer undervejs, senest i 1953, hvor vi blandt andet fik Ombudsmandsfunktionen og så blev Folketinget bemyndiget til at afgive beføjelser – eller suverænitet om man vil – til internationale organisationer. Det er jo meget relevant i disse dage, hvor vi varmer op til EU-valget på søndag.
Jeg vil starte min tale med en påstand: Vi lever i verdens bedste land! Og jeg vil også påstå, at Bornholm er den bedste del af Danmark. I hvert fald, hvis man sætter kultur, natur og fællesskab højt. Og tryghed. Bornholm ligger hvert år højest på listen, når der bliver målt på trygheden i Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Jeg tror det er nogle af de vigtigste årsager til, at vi ser flere unge børnefamilier flytte ”hjem” eller tilbage til Bornholm. Forældrene kan godt huske den trygge opvækst de selv havde, og den ønsker de naturligvis også at give deres børn.
En tryg opvækst er ofte afgørende for, hvordan man klarer sig senere i livet. Og de fleste bornholmere klarer sig heldigvis rigtig godt, men vi har desværre også børn og unge, der er i mistrivsel. Det er ikke kun på Bornholm, men i hele Danmark, og mon ikke – hvis vi kigger ud over grænsen – også i resten af den vestlige verden.
Det store spørgsmål er, hvorfor? Hvorfor er flere og flere børn og unge i mistrivsel? Samfundet bliver rigere og rigere, men vores børn trives dårligere og dårligere. Vi gør noget forkert.
Jeg ved, at der er mange kloge mennesker, der forsker i spørgsmålet. Og jeg er ikke i tvivl om, at der er mange faktorer, der spiller ind. Om det er maden vi og vores børn spiser, med ting i, som ikke er naturlige, om det er smartphones, der stjæler tid fra socialt samvær med andre børn. Eller med forældrene.
Forleden sad jeg i lufthavnen og studerede de mennesker, der gik forbi og dem, der sad omkring mig. Jeg lagde mærke til en klapvogn med en lille dreng, der var spændt fast. Vognen stod foran moren, der var travlt optaget med sin telefon.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Drengen havde de der nysgerrige øjne, som små børn har, og kiggede rundt på alle omkring sig. Jeg fik øjenkontakt et par gange og det lykkedes mig med smil og grimasser at få opmærksomheden nogle korte øjeblikke.
Men selv om drengen flere gange forsøgte, kunne han ikke fange morens blik, for hun var fordybet i noget på telefonen. Til sidst begyndte drengen at græde, og så fik han heldigvis morens opmærksomhed.
Jeg er klar over, at det kun var et øjebliksbillede, men for mig var det en lille reminder om, at vi skal have fokus de rigtige steder.
Men er mistrivsel blandt børn og unge kun noget, der findes i velstillede lande?
Der er ingen tvivl om, at vi har forskellige fokusområder og problemstillinger afhængig af, hvor velstillede vi er. Da jeg for nogle år siden på gaden i Philippinerne så en lokal borger sidde med sine tre høns bundet sammen til hinanden omkring fødderne, tænkte jeg på, at den var nok ikke gået i Danmark med vores fokus på dyrevelfærd.
Jeg tror heller ikke man i Filippinerne har indført GDPR-lovgivning eller CO2-afgifter.
I forrige uge var jeg på en konference for øsamfund på Prince Edward Island i Canada for at fortælle om Bornholms vej til bæredygtighed. Der var også talere fra andre øer i hele verden.
Mange af dem mærker konsekvenserne af klimaforandringerne meget tydeligt. Deres øer bliver oftere og oftere lagt i ruiner af orkaner, og når vi på Bornholm taler om strømafbrydelser og antal timer, så taler man andre steder i verden om dage og uger.
Og det slog mig, hvor afklaret de var omkring deres situation. Som den ene forsker, der har boet og forsket på flere øer i Det Caribiske Hav sagde:
“If we have food, water and energy, we are ok”
Altså “Hvis vi har mad, vand og energi, så har vi det meget godt”
Hvis det er udgangspunktet, så må man sige, at vi er ”OK” i Danmark. Vi er heldigvis kommet meget længere og vi har en bedre velfærd og velstand end nogensinde.
Men vi skal passe på ikke at tage den for givet. Vores samfund skal passes og plejes lige som alt andet, man ønsker at holde vedlige, uanset om det er haven eller ægteskabet. Og de mennesker, der passer og plejer samfundet, skal også plejes og passes på. Uanset om det er SOSU-assistenten, politikeren eller soldaten. Eller virksomhedsejeren eller gadefejeren.
Vi har heldigvis mange mennesker, der sætter en ære i at vedligeholde og udvikle vores samfund. Som ønsker at gøre tingene bedre. At give uden at forvente at få noget tilbage.
Dem skal vi passe særligt på.
For vi lever i en tid, hvor det er nemt – og desværre accepteret – at sidde hjemme bag skærmen og via sociale platforme eller medier hælde ukonstruktiv syrlighed og negativitet ud over hele samfundet. Ud over alle de mennesker, der prøver at gøre en forskel. Det kan ende som en betonklods, der vokser om deres fødder.
Hvordan får vi ændret dén kultur? Hvordan får vi mere anerkendelse og opløftning i vores samfund?
Direktøren for Bornholms Museum, Jacob Bjerring-Hansen, italesætter udfordringen i sit opslag på Facebook om de reaktioner, han har mødt ovenpå nedlukningen af det store museums-projekt, der har været mange år undervejs og som mange mennesker har brugt mange timer på. Han skriver;
”Vi skal vist se at få en snak om, hvordan vi vil udvikle øen, og på hvis præmisser.
Vrede, indebrændthed og bedrevidenhed er åbenbart langt stærkere kræfter end det positive (tavse) flertals energi. Vi er efter min mening nødt til oftere hver især at sige fra overfor det destruktive mindretal, der så ofte fylder avisens debatsider og Facebook, men i øvrigt kun nedbryder den positive energi, som langt de fleste står for.”
Citat slut.
Så lad os tage den snak. Hvordan vil vi udvikle øen, og på hvis præmisser? Hvordan får vi aktiveret det tavse flertal? Dem, der faktisk gerne vil udvikling?
Vi skal først og fremmest gå foran. Være det gode eksempel og dem, der viser vejen. Det er der heldigvis rigtig mange der gør.
I lørdags var jeg ude på Kjøllergaard og indvi det nye kulturhus, Balladen. Stedet emmer af kreativitet og ildsjæle, og hvis I ikke allerede har været derude kan jeg varmt anbefale det.
På Kjøllergaard ser vi et godt eksempel på, hvad en ildsjæl kan udrette. En, der har ja-hatten på, og ikke lader sig bremse af de bump på vejen, vi alle møder.
Det er også et godt eksempel på en af dem, vi skal passe særligt på.
I Det Konservative Folkeparti ved vi, at det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Vi ved også, at vi skal passe på de bredeste skuldre, så de kan blive ved med at bære.
Rigtig god Grundlovsdag og tak for ordet.
