Skøn weekendhygge i garnets tegn

Der blev vist fornemt strikkekunst i weekenden. Vi var med, da strikkerne hæftede de sidste ender i Domen i Allinge.

Der blev strikket og vist strikketøj frem i Allinge i weekenden. (Fotos: Ekholm Film & Foto)

 

Af Pernille Lindblom

Finalen i “Danmarks flotteste, sjoveste og sødeste dyr” er netop afsluttet, da vi søndag eftermiddag møder Tine Sørensen og hendes kæreste, Klaus Andersen fra Århus, stående ved scenekanten. De har netop hentet Tines ”deltagere” ned fra rampelyset, hvor de har siddet på rad og række til offentligt skue, mens publikum har kunne stemme på dem. Desværre, blev der ingen præmie til Tines blålige chimpanse, eller nogen af hendes øvrige bidrag, i år.

Marianne Lind fra Hasle vandt andenpræmie med denne flotte påfugl.

 

Parret er dog lige fornøjede af den grund. Det har været nogle hyggelige og inspirerende dage, og selv om Tine har strikket altid, kan hun sagtens lære mere. Derfor deltog hun i tre workshops, hvoraf den ene handlede om at strikke med perler. Klaus strikker ikke. Han er bare med for hyggens skyld. Apropos hygge, så tilføjer Tine, at det har været en lidt anderledes -men stadig meget positiv – oplevelse. Men på grund af sundheds-situationen lidt anderledes.

De forrige år har strikkerne siddet i samme hal som udstillerne. Det gjorde, at man nemt kunne veksle mellem at se på garn og tilbehør og sætte sig og strikke eller udveksle ideer og erfaringer.

Strik i Domen

Men i år har Domen på Folkemødepladsen i Allinge dannet rammen om strikke rummet.

Festivalleder Jakob Lund forklarer, at det nye tiltag har været nødvendig for arrangementets gennemførsel.  Domen har fungeret som ventil, således at deltagerne pladsmæssigt har kunne fordele sig sikkerhedsmæssigt forsvarligt i forhold til Covid 1- restriktionerne. Men alle har været forstående. Hellere det end aflysning.

Jakob Lund, der har arrangeret strikkefestivalen tre gange tidligere, har i år kunne mærke, at de hele 4.000 besøgende strikkere, har været ekstra “sultne” efter inspiration og samvær. Dette skyldes, at mange af de andre strikkeevents i landet, har været aflyst på grund af Corona. Heldigvis, er det alligevel lykkedes at dække det samme areal med udstillende salgsboder, som hidtil. Nogle af udstillerne har købt sig ekstra plads, og nye er kommet til, så det ses ikke umiddelbart, at de svenske udstillere er udeblevet.

Smukke  og velstrikkede trøjer på udstilling.’

 

Spørger man udstillerne, så nyder de at være fysisk til stede, blandt de kunder, der aftager deres varer. Ikke alle har fysiske butikker, så meget salg foregår vi netbutikkerne, hvilket begrænser hyggesnak og idé udveksling betragteligt.

Det er en livsstil. Nogen lever af det, andre driver hobbyvirksomhed. Uanset hvad, er det passionen for garnet, tilbehøret, den kreative proces, og ikke mindst fællesskabet der driver dem.

Meta Nielsen, der er indehaver af butikken Genesis i Slagelse har sammen med sin mand, drevet netbutik med garn og tilbehør i 21 år. Alligevel er det første gang, de udstiller på Bornholm. Standen bugner af strikkepinde, synåle og hækleting i alle afskygninger.

Luksus strikkepinde

På spørgsmålet om, hvorvidt det til stadighed er muligt at forny udvalget indenfor tilbehør og de godt 9.000 varenumre de allerede har, smiler Meta og præsenterer mig for et nyt luksussæt, bestående af det hotteste indenfor firkantede strikkepinde i ergonomisk korrekt, riflet design.

Hun tilføjer, at inspirationen hentes på den årlige tyske salgsmesse i Køln, hvor hendes mand ofte køber noget hjem, som hun selv må “google”, for at finde brugen af… Så jo, der er masser af nyt at tilføre, det gamle håndværk.  Sammen med kollegaerne fra Bøge Design og Magiske Garner, er Meta medarrangør af Strikke Camp Storebælt på Sjælland, så der netværkes på kryds og tværs, uanset landsdel.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Lise Kamstrup – med på strikke festival på Bornholm.

 

Ikke alle er som Meta “gammel i gårde” i branchen. Selvom alle jeg møder, har strikket så længe de kan huske, så er der flere udstillere der er med på festivallen for første gang, med vidt forskellige baggrunde og ønsker for fremtiden.

Fru Krogh fra Hasle, stråler som en sol og fortæller, at hun er ovenud tilfreds med sin deltagelse. Hun kom for at få inspiration, og høre de handlendes respons på hendes uldgarner, som hun selv farver. Det er hendes store passion, og hun har solgt godt. Hun køber garn over hele verden, og indfarver fedene i de smukkeste farver. Det er som en slags unika, for man kan aldrig være sikker på, at hun kan ramme den eksakte farve én gang mere. Derfor gælder det om at købe rigeligt garn med det samme, hvis ikke man vil risikere en farveforskel i det færdige strik.

Sagde farvel til chefjob – ville strikke

Som en kontrast, i det modsatte hjørne af hallen, holder Henius KnitWear til. Mette Henius sagde sit chefjob op, i en amerikansk skønhedsvirksomhed og flyttede fra København til Rønne sidste år, sammen med sin familie. Mettes tidligere arbejdsliv indebar 250 rejsedage årligt og 15-18 timers lange arbejdsdage. Dagene er ikke blevet kortere, arbejdsmæssigt, af at åbne selvstændig virksomhed, men drømmen om at skabe sit eget, er blevet en realitet. Og som underviser på en af festivallens workshops, har hun fået mulighed for at videreformidle dét, hun brænder for.

Det er luksus strik, Mette fremviser. Blød mohair, med perlebesætninng i feminine farver, tilført glittergarn som kant, eller som fint strikket elastik bælte. Sådan en sag kan strikkes for ca kr 1.100, alt efter størrelse – hvis man gør arbejdet selv. Hvis Mette skal strikke den, koster den ca. 3.000, men så er der også monteret ægte Swarovski perler som knapper.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Smukt strikketøj fra fru Krogh.

 

Fra det lette feminine udtryk hos Henius KnitWear til rustik strik med et twist hos Knit von Kamstrup. Lise Kamstrups design er en hyldest til de traditionelle, norske genser trøjer, blandet med en sjat hønsestrik.

Lise forklarer, at hønsestrik ofte udføres i naturgarn – såsom det danske uld hun benytter – og at farverne og mønstrene gerne må være i øjenfaldende. Der er en snert af rebel, over Lises strik, der emmer af viljestyrke, power og manifest. Hun forklarer det som et oprør mod “Har du den i sort-kulturen”. Hun sælger unika design og erfaring, og elsker at se sine kunder komme og handle hos hende i et af hendes designs.

Strikke mod stress

Her på udstillingen, sælger hun pakker med opskrifter og mønstre på trøjer i uldgarn med valgfri farver. Mønstrene apellere til både mænd og kvinder. Faktisk har hun oplevet, at strikning er blevet hipt for de helt unge og for mænd, selv dem med stort fuldskæg. I København, hvor hun bor til daglig, er der strikkeklubber kun for mænd, og de vil gerne strikke hendes trøjer til deres sønner.

Lise underviser også. Hendes erfaringsbidrag til festivalen på Bornholm har været en workshop i blandt andet I-cord kanter. Hun strikker altid, og mener at strikningen har sin berettigelse  – ikke kun som kunsthåndvæk og beklædning, men også, fordi de gentagne rytmiske bevægelser, man laver, når man strikker, understøtter produktion af endorfiner der har positiv indflydelse på stress.

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Ny på toppost på Bornholm

KOMMUNALT: Kommunalbestyrelsen har på dens møde torsdag aften godkendt ansættelsen af Lisbeth Røgind som ny direktør i Bornholms Regionskommune. Hun kommer til at have ansvaret

Læs mere »