SKOLEN: I SF på Bornholm vil en række bestyrelsesmedlemmer have set på den budgetbeslutning, der vil føre til, at de to folkeskoler i Rønne bliver sammenlagt til én. Det et håbløst at kaste skolerne ud i en så stor forandringsproces, der kan føre konsekvenser med sig, der er meget dyrere, end det man sparer, peger de på.

Kommunalbestyrelsen har med vedtagelsen af budget 2024 disponeret med, at de to folkeskoler i Rønne skal læges sammen til én. Det er ikke en beslutning, som SF på Bornholm kan bakke op om, og derfor ønsker SF, at der bliver set på beslutningen igen – i hvert fald skal der regnes på konse- kvenserne, da det for partiet er tydeligt, at besparelsen balancerer på en meget tynd kant.
Generelt er SFs bestyrelse bekymret over, at der mangler længerevarende perspektiver og stabilitet i de økonomiske beslutninger, kommunalbestyrelsen træffer, og denne beslutning er desværre ingen undtagelse.
Ikke megen tid
”Det forlyder fra budgetforhandlingerne, at der ikke har været brugt meget tid på at vurdere konsekvenserne i den her beslutning, og der er ikke fremlagt beregninger på følgevirkningerne”, siger Morten Warming, der er et af bestyrelsesmedlemmerne:
Og det undrer noget, når det endda fremgår af teksten til forslaget, at ”en så omfattende strukturændring vil få stor betydning for skolevæsenet i flere år, Der må forventes et stort behov for bistand til at sikre de nødvendige kulturændringer på alle afdelinger. Det må ligeledes forventes at både medarbejderes og elevers trivsel, skole og arbejdsglæde vil falde i de efterfølgende år på lige fod med det faglige udbytte. Relationen mellem lærer og elever vil antageligt blive svækket, når der er flere elever i klasserne, hvilket også har betydning for det faglige udbytte.”
Det er hovedløst
”Det accepterer man så åbenbart uden lige at give det lidt betænkningstid, men at der slet ingen beregninger ligger på, hvad konsekvenserne så kan forventes at koste, er vel nærmest at betragte som hovedløst.”, uddyber Jeppe Munk Rebsdorf, et andet af SFs bestyrelsesmedlemmer. ”Når vi ved, at en fuldtidspædagog koster 450.000,- om året, så kan man jo regne lidt på behovet både på skolerne og det socialområde, der skal samle børnene op. Sygefraværet er jo oplagt at regne på, når nu det det nærmest står skrevet, at det forventer man stiger. ”
Desuden peger de to bestyrelsesmedlemmer på, at der også mangler en række andre beregninger i beslutningsgrundlaget. ”Det kan så være svært at beregne prisen på det manglende faglige udbytte og de menneskelige konsekvenser lader det heller ikke til, at man har taget den store notits af”, siger Morten Warming:
Vidtgående beslutning
”Men så burde man i det mindste være sikker på, at man overhovedet sparer noget særligt på hele manøvren, inden man træffer en så vidtgående beslutning, der over de næste mange år vil give en god del af øens skoleelever et væsentligt forringet skoletilbud. Den sikkerhed har man bare ikke her, når der er så mange afledte effekter og konsekvenser, som der slet ikke er blevet regnet på.”
”For os i SF Bornholm er skoleområdet og vores børn og unges trivsel alt for vigtigt til at blive udsat for eksperimentelle spareøvelser, som måske eller måske ikke reelt vil medføre besparelser. Tror forligskredsen virkelig, at det bedst mulige skoletilbud i Rønne er én stor skole? Har vi ikke prøvet det før?”, siger de to bestyrelsesmedlemmer samstemmende.
”Lad os nu investerer i de rigtige løsninger, som både vil løfte kvalitet og økonomi på den lange bane. Det eneste som forligskredsen bag beslutningen er sikre på at spare på, er kvaliteten af det Bornholmske skoletilbud og det vil vi altid kæmpe imod”, slutter de.










