Seks dyster om Bornholms Mesterskabet i drejning af ler

MESTERSKAB: Bornholms Mesterskabet i drejning af ler holdes lørdag 9. september i Hasle

Fra mesterskabet i drejning sidste år.

 

Bornholms Mesterskabet i drejning er en konkurrence om at dreje så præcist, hurtigt og så dygtigt som muligt i ler ved en drejeskive. Arrangementet formidler håndværkets fornemste discipliner og viser hvor svær en kunst, det er at dreje i ler – et håndværk som er en del af Bornholms kulturhistorie og et betydeligt erhverv på øen i dag.

BM i drejning er en del af programmet for Bornholm Craft Weeks, som er i gang i begyndelsen af september og holdes på lørdag 9. september kl. 11-15.

Smukke rammer
Bornholms Center for Kunsthåndværk på Grønbechs Gård i Hasle danner de smukke rammer om arrangementet – i et flot udstillingsrum med egen indgang fra gården og masser af plads til publikum.

Det er en event, der tiltrækker sig meget opmærksomhed og tryllebinder publikum. Som noget nyt i år, vil det være muligt for publikum at prøve kunsten efter ved drejeskiven i små prøvesessioner med en underviser tilstede. I år stiller seks deltagere op. Det er Alexandru Murar, Simon Koefoed, Chiara Della Cava, Martin Sejr Riis, Bjørn Kaae og Jani Keto.

Bornholms Mesterskaber i drejning 2023 arrangeres af en gruppe af lokale keramikere fra Arts and Crafts Association Bornholm i tæt samarbejde med Bornholms Center for Kunsthåndværk og Maker’s Island. Bornholm.

Tre discipliner
I år dyster deltagerne i følgende tre discipliner: 1. Højeste cylinder, 2. Bredeste skål, 3. Seriedrejning, drej så mange ens emner som muligt. Dommerpanelet består af keramikerne Karina Skibby, Ejnar Paulsen og Michael Geertsen. Der er flotte præmier til nummer et, to og tre.  Forsvarende bornholmsk mester fra 2022 er Simon Koefoed.

Eventen er støttet af partnerne i Maker’s Island Bornholm, herunder Det Kongelige Akademi, Glas- og Keramikskolen i Nexø, ACAB, Destination Bornholm, Bornholms Center for Kunsthåndværk, Hjorths Fabrik samt Nordea Fonden, FBI, Hasle Udviklingsråd, Cerama og Hakon Holm.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?