Salg af bambussokker støttede Børnecancerfonden

STØTTE: Skoringen i Rønne har sammen med skokædens øvrige 85 butikker på landsplan samlet penge ind til Børnecancerfonden. Et tiltag som indebar salg af 18.000 par specialfremstillede bambussokker og en samlet donation på 120.000 kr.

Butiksassistent Gitte Jensen i butikken i Rønne er taknemmelig over, at kunderne købte ikke mindre end 130 pakker bambussokker for samtidig at støtte Børnecancerfonden.

 

Donationen fraSkoringen, og altså også butikken i Rønne, giver nu ekstra håb hos Børnecancerfonden, som arbejder for, at ingen børn skal dø af kræft og færre skal leve med senfølger af kræft. Det gode resultat skyldes, ifølge butiksejeren i Rønne, at produkt og formål hænger godt sammen, og hun sender en stor tak til kunderne.

Vigtigt arbejde
Skoringen i Rønne og kædens 85 andre butikker gik sidste år sammen med Børnecancerfonden om et målrettet tiltag for dels at oplyse om Børnecancerfondens vigtige arbejde og dels at samle penge ind til fonden ved salg af bambussokker til de kunder, som ønskede at støtte. Bambussokkerne blev specialfremstillet og dekoreret med en grøn firkløver som et symbol på håb, og det budskab ramte rigtig mange af Skoringens kunder, herunder også kunderne i Skoringens butik i Torvegade i Rønne.

God kampagne
”Det har været en rigtig god støttekampagne for os at være en del af. Det at kunne sælge et godt produkt og samtidig donere en del af beløbet til Børnecancerfonden, har bare givet så god mening. Det har vores kunder været enige med os i, og derfor vil vi også gerne sige tusind tak til alle, som har købt bambussokker og dermed støttet Børnecancerfonden,” siger Anita Bech, som er butiksejer af Skoringen i Rønne.

Bambussokkerne blev solgt i pakker med tre par for 99 kr., hvoraf 20 kr. blev doneret til Børnecancerfonden.

Køber flere
”Vi har solgt mere end 130 pakker med sokker her i butikken, og mange af vores kunder er faktisk kommet igen for at købe flere. Netop fordi bambussokkerne med den fine lille firkløver har en god kvalitet, og fordi kunden samtidig har haft mulighed for at støtte et rigtig godt formål som Børnecancerfonden. Så det er vel det, man kalder en win-win,” siger Anita Bech.

120.000 kr. til Børnecancerfonden
Salget i butikken i Rønne er nu lagt sammen med det øvrige salg i alle Skoringens butikker på landsplan. I alt er der solgt 18.000 par bambussokker med en firkløver som symbol på håb og en tro på lykke, hvilket udløser en donation på 120.000 kr. til Børnecancerfondens arbejde.

De 18.000 synlige budskaber rundt i landet samt de 120.000 kr. vækker stor glæde hos Børnecancerfonden, hvor direktør Marianne Benzon Nielsen for nylig tog imod nyheden og donationen.

”Vi er meget taknemmelige for Skoringens donation på 120.000 kroner til Børnecancerfonden og for dem, der har støttet vores arbejde ved at købe bambussokker landet over. Når vi får støtte fra en landsdækkende kæde som Skoringen, så betyder det opmærksomhed omkring børnekræft og et direkte bidrag til forskning, familiestøtte og oplysning indenfor børnekræft. Vi arbejder for, at ingen børn skal dø af kræft og færre skal leve et liv med senfølger. Vi er en privat fond med få ansatte, og der er brug for hjælp udefra. Når vi får støtte, bliver vi sammen en styrke for børnene,” udtaler Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden, som tog imod donationen.

Landsdækkende
En af fordelene ved at samarbejde med Danmarks største skokæde, er blandt andet Skoringens landsdækkende butiksnet bestående af dedikerede butiksansatte, der hver dag er i dialog med tusindvis af forældre og bedsteforældre i deres lokalområde. For ikke at nævne kædens webshop, som dagligt har mere end 10.000 besøgende.

I butikken i Rønne glæder butiksejeren og personalet sig over kundernes opbakning og det flotte beløb, der nu er overrakt. Det vidner om, at budskabet har ramt rigtig mange danskere og kunder.

Seneste artikler

Fik du læst?