Forleden sad jeg på vores altan, som er mit fristed – og den bedste plet i vores lejlighed. Ikke mindst her om sommeren betyder den altan rigtig meget for mig.
Parasollerne var oppe. Jeg blev mere og mere fordybet i den bog, jeg var i gang med. Pludselig oplevede jeg kulde i fødder og ben. Jeg havde endog ikke opdaget, at nu var parasollerne en hindring for sol og varme.
Udenfor skinnede eftermiddagssolen stadig, men jeg havde ikke opdaget, at det var på tide at få de to parasoller ned.
Jeg tog ud at handle og opdagede så først der, at det stadig var rigtig varmt udenfor vores dejlige altan, hvor der nu var skygge og kølige vinde.
Sådan er det også i overført forstand. Vi opdager knap nok, at vi er blevet åndelig kolde. Pludselig er vi så optaget af livet, arbejde og alskens gøremål, at tiden bare er gået. Kontakten til Gud er der stadig, men nu er den blevet triviel og ren og skær en god vane, og i stedet for at tale med Gud som ven til ven, blev bønnen bare noget, der skulle overstås.
Jeg er opdraget i et kristent hjem, hvor det naturligste af alt var bøn, kirkegang og en naturlig glæde over det at tro på Jesus.
Jeg er bange for, at det ikke mindst er os ”gamle” kristne, som kan blive sløve åndelig set. Folk, der har fundet troen på Jesus som voksen, er ofte meget mere ”brændende i Ånden” – et udtryk, som Bibelen bruger om det at tro.
Det er godt med vaner, men det må aldrig blive en bevidstløs vane at tro på Gud. Bøn er samvær med Gud.
En svensk præst, Peter Haldorf, har skrevet et sted:
”Uden Helligånden er Gud fjern, Jesus af Nazaret blot en gådefuld skikkelse og Bibelen en håbløst modsigelsesfyldt tekst.”
I Bibelen er der en vigtig bog – Apostlenes Gerninger, og denne bog, skrevet af lægen Lukas, kunne lige så godt have heddet ”Helligåndens Gerninger”. Det er for øvrigt en rigtig spændende bog at læse.
At sætte sig i solen og lade solen bage dig, så dens varme fylder dig. Det er lykken, synes jeg. Ikke at jeg i min alder har den mindste lyst til at lægge mig i en brændende sole og blive skoldet over hele kroppen.
Gud ønsker at fylde os med sin Ånd – sin kærligheds og sandheds Ånd. For mig er det noget helt konkret, som kan ske, når vi ber. En god daglig bøn må absolut være: ”Fyld mig Gud med din Helligånd, så jeg selv og mennesker omkring mig kan få glæde fra dig og sprede glæde og kærlighed.”
Paulus skriver: ”Lad jer fylde af Helligånden” Efeserbrevet kap.5 vers 18. Jeg mener nu, der skulle stå ”Bliv ved med at lade jer fylde af Helligånden”. (De græsk kyndige kan lige se, om jeg har ret)
Det er hvert fald ingen en gangs erfaring, men en daglig nødvendighed.
Vi har i os mange forskellige ”parasoller”, som skygger for solen. Det helt skønne er, at vi gang på gang får nye chancer og Guds tilgivelse. Sagt på særlig kristen vis: ” Så er der da nu ingen fordømmelse, for dem, som er i Kristus Jesus”. Romerbrevet kap. 8 vers 1.
Hvad gør Helligånden da?
Jo, det er kærlighedens Ånd, som flytter mig ud i Guds sol. Alt det, der hindrer, såsom ”skyggende parasoller” eller andet, der kan få os til at blive inde i vores egen skygge, forsvinder, når Guds Ånd får lov til at varme os op rent kristeligt.
Får Helligånden fat i os, så forandrer det også vores forhold til andre mennesker. Måske ikke mindst til dem, som vi har det lidt svært med.
Guds Ånd åbner os op for Guds forvandlende kraft i vores liv.
Hvad kan solen gøre, hvis vi er stivnede og blevet hårde pga. alt det, livet og måske andre har givet os af skrammer, sår og smertefyldte minder?
Vi står måske som i en stor overfrakke og vil ikke lade nogen komme os nær, men hvis solen – Guds kærligheds Ånd – skinner på os, så smider vi overfrakken og alt det, som hindrer os i at leve livet i glæde. Guds tilgivelse til dem, der har såret mig, flyder så ud gennem mig på en naturlig og for mig overraskende måde. Det, jeg ikke kan selv – nemlig f.eks. at tilgive, kan Gud virke i mig. Det er ufatteligt, men stærkt og stort.
Vi skal på den måde åbne os for Gud og for hinanden. Vi skal sætte os i solen og ikke tillade livets skyggende parasoller hindre os i fællesskabet med andre og slet ikke hindre os i venskabet og fællesskabet med Gud.
Det vil betyde, at vi selv og andre trives meget bedre, og dermed vil verden blive et bedre sted – lige der, hvor du og jeg er.
Jeg sad for mange år siden i en togkupe med en fuld soldat og en ældre kvinde. Denne ukendte dame hjalp den berusede soldat med alt muligt. Han kunne ikke finde sin billet. Hun fandt den for ham i hans lomme i jakken. Han lod hende gøre det, og hun gjorde det med stor kærlighed og omsorg.
Jeg tænkte, hun er helt sikkert en kristen, og det var hun. Det var så tydeligt. Hun var en solstråle i en fremmed mands liv. Jeg kunne se det. Hun kunne have vist foragt for manden. Han var ikke noget lækkert selskab i så lille en kupe, men hun viste kærlighed, og jeg så et glimt af Gud i hendes væremåde, som jeg ikke sådan har glemt.
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
