Fiskernes nødråb skal tages meget alvorligt, lyder det frea Claus Larsen-Jensen, socialdemokratisk kandidat til kommunevalget

“Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening sendte på sin generalforsamling fredag 25.juni et nødråb med blinkende røde lygter om, at deres erhverv er mere truet end nogensinde, og at der skal politisk handling til for at ændre det”, siger Claus Larsen-Jensen, tidl. MF og MEP (S) og kandidat til kommunalbestyrelsen. Claus Larsen-Jensen var inviteret til generalforsamlingen.
Fiskerne har i årevis gjort opmærksom på for små fangstmængder, alt for mange sæler, sælorme, forurening og andre restriktioner. Situationen er bare blevet værre og værre for dem år for år. Fiskerierhvervet og følgeerhvervene er reelt truet på livet. Antallet af fiskere og fiskefartøjer er nu meget lille, og vilkårene for at fiske ser, på nær for enkelte fiskearter ikke lovende ud for fremtiden.
Opfordring til regeringen
“Jeg vil opfordre regeringen og Folketinget at tage dette nødråb meget alvorligt og handle på det”, siger Claus Larsen-Jensen.
“Sørg for at bornholmske fiskere forvaltningsmæssigt sikres samme vilkår som andre Østersølandes fiskere”, lyder hans opfordring.
Og han fortsætter:
“Der er nu 45.-60.000 sæler i Østersøen. De spiser hver dag fem kilo fisk. Det svarer til knap halvdelen af EU’s samlede torskekvote. Sælerne er en invasiv art uden naturlige fjender i Østersøen og bare bliver ved med at øges i antal, hvis der ikke sker en regulering. Den midlertidige ordning med en regulering af 40 sæler pr. år erstattes nu af en tre-årig ordning med en regulering af 80 sæler pr. år. Det er da godt, at der sker noget, men det forslår som en skrædder i helvede. Sælernes antal vokser markant mere end dette antal. Derfor bliver det ren symbolpolitik, som ikke grundlæggende ændrer på det forhold, at sælerne øges markant i antal og forværrer forholdene for fiskerne, og sælorme spreder sig i torskenes lever”, siger Claus Larsen-Jensen.
Markant reducering
“Det er nødvendigt med en politisk beslutning om, at sælbestanden skal reduceres mere markant. Antallet, der reguleres med, bør være 1.000 i stedet for 80. Og der bør ske en regulering, så den uhæmmede stigning i antal sæler stoppes. Da sælbestanden var truet, regulerede man politisk, for at redde sælerne. Derfor er det mig helt uforståeligt, at man ikke nu, hvor det ikke bare har været en succes, men blevet en alvorlig trussel, også systematisk regulerer den anden vej”, siger Claus Larsen-Jensen.
Gammel påstand
“Der argumenteres nu med, at man for EU ikke må regulere sælbestanden. Det er en gammel påstand, som jeg afprøvede, da jeg var medlem af Europa-Parlamentet. Påstanden blev tilbagevist af Europa-Kommissionen. Sverige og Finland, som er underlagt de samme aftaler og regler som Danmark regulerer langt større antal. Det vil Danmark også kunne gøre. Lad os nu komme i gang med det”, siger Claus Larsen-Jensen.
Efterspørgslen efter fisk i verden er stærkt stigende i takt med øget levestandard og stigende befolkningstal, men fangstmulighederne er begrænsede. Derfor forventer FAO, FN’s fødevare organisation, at hovedparten af de fisk og skaldyr, som spises i fremtiden, stammer fra opdræt.
Fisk fra opdræt
Allerede i dag stammer de fleste fisk og skaldyr, vi forbruger i EU, fra opdræt udenfor Europa.
“Danmark har alle de vidensmæssige og tekniske forudsætninger m.h.t. vandkvalitets- og miljøkontrol, samt til produktion til at kunne udvikle en omfattende akvakulturproduktion. Bornholm har de allerbedste forudsætninger herfor. Ved at satse på en sådan bæredygtig udvikling og produktion, vil det kunne understøtte fiskerierhvervet og følgevirksomhedernes overlevelsesmuligheder. Derfor er det en vigtig brik i forhold til at understøtte branchen”, slutter Claus Larsen-Jensen.



