VALG: Tilflytterkonsulent Rune Holm er eneste bornholmske kandidat til Tryghedsgruppens repræsentantskab

Mandag 20. januar skydes valget til Tryghedsgruppens repræsentantskab i gang, og kunder i Tryg Forsikring, Alka, tjenestemændene med flere kan deltage i valget. Valget kører til mandag 3. februar.
Rune Holm, tilflytterkonsulent på Bornholm, genopstiller som den eneste bornholmske kandidat til repræsentantskabet.
Fremmer tryghed
”Jeg har i mange år arbejdet aktivt med at fremme tryghed, både lokalt på Bornholm og nationalt, og jeg ønsker at fortsætte dette arbejde som repræsentant for Tryghedsgruppen,” siger Rune Holm.
I TrygFonden er Rune Holm valgt til bevillingsudvalget, som vælger de helt store projekter og den forskning, som TrygFonden er en del af. Årligt uddeler TrygFonden omkring 600 millioner kroner til at højne danskernes sikkerhed, trivsel og tryghed.
Redder liv
”Jeg har altid været optaget af vores fælles tryghed – både lokalt her på Bornholm og i Danmark som helhed. Min interesse for TrygFondens arbejde startede med projektet Bornholm Redder Liv, hvor 10.000 bornholmere lærte hjertelungeredning. Projektet og bornholmerne har i dag reddet cirka 75 menneskeliv her på Bornholm. Dette projekt var jeg idémand til, da jeg var ansat på TV2/Bornholm. Projektet var også forløberen for TrygFondens Hjerteløbere,” siger Rune Holm.
Er hjerteløber
I dag er Rune Holm selv aktiv som hjerteløber.
”Jeg har været kaldt ud flere gange, hvor jeg har deltaget i kampen mod uret for at redde liv,” siger Rune Holm.
”Jeg har arbejdet for, at tryghed ikke bare er noget, vi håber på, men noget, vi aktivt skaber. Jeg er stolt af at have været med til at sætte tryghed på dagsordenen, og jeg ønsker at fortsætte dette arbejde i Tryghedsgruppen,” siger Rune Holm.
”Jeg er stolt af at kunne være en del af denne udvikling og ser frem til at fortsætte arbejdet som repræsentant for Tryghedsgruppen,” siger Rune Holm.
Et godt liv
Rune Holm opfordrer alle medlemmer til at deltage i valget og gøre deres stemme gældende for en tryg og fællesskabsorienteret fremtid. Valget starter mandag den 20. januar, og stemmesedlen kommer i e-Boks.











