Rosen som symbol

Jeg var ny som præst. Havde opdaget, hvor meget bisættelser og begravelser fylder i en præsts ugentlige arbejde. Jeg var overrasket over, hvor svært det var for pårørende at finde egnede salmer, og jeg måtte oftest hjælpe med, og det var da også godt nok.

Pludselig var der nogle pårørende, som selv valgte en salme. Det gjaldt salmen ”Den yndigste rose er funden”, og skønt det ikke var juletid, så blev jeg virkelig glad. Her var der nogen, som havde tænkt på en salme, som betød noget.

En salme, som handlede om Jesu komme til jord. Jesus, som valgte at slå sig ned blandt os, som er de stiveste torne, og som kan nå os, hvis vi søger ”de ydmyge steder”. Det er der, vi kan få Jesus i tale. Det betyder, at Jesus kan møde os, når vi ydmyger os og ved, at vi er på lavpunktet og har brug for hjælp. Så vil han være vores smykke, vores rose og ære og kan gøre sit under i os, og så kan alt ramme os, men vi vil aldrig miste vores rose, som jo altså her er Jesus.

Efter mine tanker om hvad denne salme betyder, så kom begrundelsen fra familien, som havde mistet. ”Jo, vi har valgt salmen, for han var jo en sådan en god socialdemokrat!”

Jeg var lige ved at falde ned af stolen. Jeg blev jo lidt skuffet. Havde troet at her var der et bevidst valg af åndelig art.

Jo, jeg vidste da godt, at for socialdemokrater er rosen et symbol, som betyder noget. Hvem har ikke i en valgkamp fået stukket en rose i hånden.

Ifølge symbolleksikon.lex.dk er rosen, som er logo i socialdemokratiet farvet af dobbeltheden: Kærlighed og socialistisk solidaritet. Rent historisk stammer den røde rose fra 1970`erne, hvor de danske socialdemokrater kopierede det franske socialistpartis bomærke, hvor man havde lagt symbolsk og ideologisk afstand til det store kommunistparti ved at lægge en rød rose i den knyttede næve, hvilket skulle betyde ”socialisme med et menneskeligt ansigt”. Jeg er nu glad, når den knyttede næve i dag er udeladt.

Rosen er jo et stærkt kærlighedssymbol  – og altså et symbol for kærligheden fra Gud, da han kom til jord i Jesus Kristus. Det er så stærkt, at Gud ikke kom for at dømme os, men han kom for at skænke os sin kærlighed, og hvis vi ydmyger os og indrømmer, at vi har brug for Gud, så vil Jesus møde os og tale til os, men det er altså også et symbol på vi menneskers kærlighed til hinanden, og hvem har ikke været lykkelige for et bundt roser fra den elskede.

Kærlighed kan selvfølgelig også vises for os på mangfoldige andre måder. Det kommer jeg til i måske andre opslag.

Et godt råd: Lad kærligheden råde, men uden en knyttet næve, for der er ikke tvang i kærligheden.

Kærlig hilsen og endnu engang godt nytår til jer alle

Agnethe Zimino, tidl. sognepræst 

Seneste artikler

Fik du læst?