Dygtige medarbejdere skabte Gazelle-virksomhed

SUCCES: : Maskincenter Bornholm i Aakirkeby er en af årets Gazelle-virksomheder. De to indehavere sender æren for din fine titel videre til medarbejderne

Carsten Kofoed (th) og Michael Michael Sørensen: Vi har nogle knalddygtige medarbejdere. (Fotos: Torben Ager)

 

Ganske vist er Bornholm et lille sted på Danmarkskortet, men hvert eneste år er der alligevel bornholmske virksomheder at finde på Dagbladet Børsens liste over danske Gazelle-virksomheder. Det vil sige virksomheder, der har som minimum fordoblet omsætning indenfor en fire-årig periode.

Og der er altså hele 300.000 danske virksomheder at konkurrere med, hvoraf hele 2.800 bliver nominerede. Heraf er der ca. 160 virksomheder, der får en Gazelle-pris.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Carsten og Michael – succes i Aakirkeby

 

I år var der igen bornholmske virksomheder at finde i dette succes-rige selskab, heriblandt Maskincenter Bornholm i Aakirkeby.

Virksomheden, der i flere år havde base i Klemensker, men for halvandet år siden flyttede til Aakirkeby, står for forhandling og servicering af landbrugsmaskiner – og vi skulle hilse og sige, at det ikke er den nemmeste branche at begå sig i: Maskinerne kræver million-investeringer, så de skal altså ud og tjene penge, hvis det hele skal løbe rundt.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Kunderne kan selv følge med på skærmen, så den præcise reservedel findes.

 

Og det gør det i Aakirkeby, hvor den ene indehaver, Carsten Kofoed beskedent sender æren videre til den godt halve snes medarbejdere:

“Det er små genier, vi har ansat, de er alle sammen sådan nogle kloge hoveder, og det er først og fremmest dem, der har skabt den fremgang, vi har haft i omsætningen,” siger Carsten Kofoed, der igen beskedent fremhæver, at Maskincenter Bornholm bare lige sneg sig over den omsætningsfordobling, der kræves indenfor fire år, hvis man skal være med i Gazelle-klubben.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Maskiincentret forhandler og servicerer mange typer landbrugsmaskiner

 

Carsten siger, at han og medindehaver Michael Sørensen jo “bare leder firmaet”, mens det er de dygtige medarbejdere, der udfører alt arbejdet.

Carsten selv er vaskeægte bornholmer – og han er såmænd født på det sted, der i dag er Middelaldercenter Bornholm.

Et lille landbrug
“Ja, den er god nok. Jeg voksede op på det lille landbrug derude, inden det blev Middelaldercenter. Men mindre landbrug var der jo ikke fremtid i,” siger han og fik i stedet en uddannelse som mekaniker.

Carsten Kofoed har været direktør i maskincentret siden år 2000 – og været indehaver siden 2013.

Nu er også Michael Sørensen medindehaver af firmaet, hvor en af værdierne er den positive ånd, der hersker på stedet, som Carsten udtrykker det.

Kapitalkrævende maskiner
“Det bedste ved den omsætningsforøgelse, vi har haft, er, at vi nu har en vis kaliber og føler os meget mere fremtidssikrede,” siger Carsten, der understreger, at det også er en branche, hvor man kan opleve en økonomisk rutchetur  – netop på grund af det meget kapitalkrævende maskineri, som virksomheden råder over.

“Man skal være klar over at landbrug i dag er meget dynamisk – og man skal være klar til hurtig omstilling. Det hele handler om high-tech, hydraulik og sådan noget”.

Optimistisk
Karsten glæder sig naturligvis meget over Gazelle-hæderen, og han ser optimistisk på fremtiden for virksomheden. Han glæder sig over samarbejdet med partneren Michael Sørensen og de ti ansatte.

“Michael og jeg er ikke altid helt enige, men det skal og kan man heller ikke være, når man er to, der skal lede en virksomhed,” tilføjer Carsten Kofoed med et smil. Men det går jo også godt, vidner Gazelle-prisen om.

Stort værksted
Maskincenter Bornholm assisterer først og fremmest landmænd og entreprenører med forhandling og service af maskiner og har endvidere tre servicevogne, der står klar til at hjælpe kunder på hele øen.

Maskincentret råder endvidere over et stort moderne værksted samt reservedelslager, hvor det håndterer stort set alle opgaver inden for service samt reparation af landbrugsmaskiner.

 

Seneste artikler

Fik du læst?