Radiograferne på Bornholm – en livsvigtig ressource der blev forbigået

SUNDHED: Otte radiografer er ikke nok for at sikre, at de bornholmske patienter får den nødvendige behandling hurtigt og effektivt, skriver regionsformand for Radiograf Rådet Stinne Munthe-Brun i dette debatindlæg

Radiografer arbejder på de danske hospitaler 24 timer i døgnet, 365 dage om året. 

 

Af Stinne Muntghe-Brun

Når man taler om sundhedsvæsenet på Bornholm, kan man ikke komme uden om radiograferne. De er en livsvigtig del af hospitalsdriften, både når det drejer sig om akut beredskab i skadestuen, med røntgen, CT og MR-scanning, men også med planlagte kontrolscanninger af diverse sygdomme.

De spiller en altafgørende rolle ved diagnosticering, udredning og kontrol af alle typer af kræft. Ja, faktisk møder næsten alle patienter på deres vej gennem hospitalet en radiograf.

Radiografer arbejder på de danske hospitaler 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Alligevel har Region Hovedstaden truffet en beslutning, der undervurderer og udelukker de bornholmske radiografer fra et løntillæg for akut arbejde, og et såkaldt Ø-tillæg. To løntillæg som er givet til de øvrige faggrupper, for at kunne fastholde og rekruttere medarbejdere til Bornholm.

I dag er der kun otte radiografer på Bornholm. Ja, du læste rigtigt – kun otte! Bornholms hospital er normeret til dobbelte antal, men kan ikke rekruttere radiografer. Så hvorfor er denne lille faggruppe, som den eneste, blevet overset ved lønforhandlingerne?

Otte radiografer er ikke nok for at sikre, at de bornholmske patienter får den nødvendige behandling hurtigt og effektivt. Dette er ikke blot en udfordring for de tilbageværende radiografer og deres arbejdsmiljø, men en reel krise for behandling og undersøgelse af patienterne.

Afdelingen for røntgen og skanning er efterladt i en kritisk situation, fordi de uden ekstra lønmidler, ikke er i stand til at fastholde og tiltrække radiografer.

Som fagforening ved vi at pengene skal prioriteres, og at sundhedsvæsenet skal bruge ressourcerne klogt. Men når det kommer til dette vigtige arbejde, bør det være en prioritering, at sikre borgernes helbred og sundhed. Det gør regionen også, men dette sker ved enten, at sende patienterne til undersøgelse og behandling på et af hospitalerne i København, eller forsøge at sende vikar-radiografer fra andre hospitaler til Bornholm.

Begge alternativer er bestemt ikke en effektiv udnyttelse af borgernes skattepenge.

Patienterne fra Bornholm skal selvfølgelig kompenseres for transport, og i visse tilfælde også for tabt arbejdstid. For de penge kunne man have ansat de otte radiografer der mangler, og give dem alle sammen en ordentlig løn – og patienterne kunne i mange tilfælde undgå nogle af de lange rejser til hovedstaden.

Region Hovedstaden har udvalgt bestemte faggrupper til at være særligt berettigede til løntillæg, og har dermed underkendt andre. Det skaber urimelig skævvridning og ulighed i aflønningen af faggrupperne. Resultatet er, at radiograferne på Bornholm nu erde eneste på Afdelingen for Røntgen og Skanning, som IKKE får disse tillæg, til trods for, at de er den faggruppe med de største rekrutteringsudfordringer.

Region Hovedstaden bør anerkende den afgørende rolle, radiograferne spiller for hospitalet på Bornholm, og de øvrige hospitaler i regionen. De er en helt essentiel faggruppe for både det akutte og ambulante arbejde, idet ingen anden faggruppe på hospitalerne møder så stor en andel af alle patienter – lige fra for tidligt fødte børn til ældre patienter på 100+.

Radiograf Rådet opfordrer Region Hovedstaden til at genoverveje deres beslutning. Vi ønsker en mere retfærdig og gennemskuelig løndannelse, som det også er sket for radiograferne i andre regioner i Danmark. Desuden fortjener bornholmerne den samme adgang til hurtig og effektiv undersøgelse og behandling, som de øvrige borgerne i regionhovedstaden.

Det er i sidste ende et spørgsmål om sundhed og livskvalitet – både for borgerne og personalet på hospitalerne.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?